Hilse“. Til Slutning lover hun ei alene: „Og vil jeg være dem saa ydmygelig, kjærlig eg underdanig“, men hun tilføier tillige paa engang rørende og characteristisk: „og saa fattig, som de ville have mig“.[1] Hun har aabenbart tænkt, at især dette Sidste nok kunde have Vegt ligeoverfor Familien. Hendes Svogre havde jo ogsaa i 1527 tænkt paa at bortgifte en af hendes Søstre udenfor Riget for at kunne affinde denne med desto mindre Gods.
Jomfru Lucie fødte, rimeligvis paa Østraat, en Søn, men vi kjende ikke Barnets Fødselsdag og vide kun, at det levede den 8de April 1535 og var død den 17de i samme Maaned. Efter Samraad med Erkebispen havde Nils Lykke besluttet at tage Barnet hjem til sig til Fosen og „holde det, som det sig burde“, men da han fik det i sit Hus, var det meget sygt og døde strax efter. Han besluttede da selv at følge det til Jorden og „gjøre det den Ære, han burde i alle Maader.[2]
Den 8de April skrev Nils flere Breve til Danmark, til sin Fader, af hvilket vi allerede have anført en Del af Indholdet, til Biskop Ove Bilde i Aarhus, til Hr. Mogens Gjøe og endelig til Christian den Tredie. Samtlige Breve gik ud paa, at han og Jomfru Lucie maatte faa Tilladelse til at ægte hinanden eller, som han skriver: „at vi mue sammen blive, som Gud os sammenføiet haver“. Paa disse Breve indløb der Svar af forskjellig Art. Den dybt nedbøiede Hr. Joachim Lykke skrev fra Silkeborg 22de Mai 1535 saaledes: „Som jeg fornemmer i din Skrivelse, da giver du meget god Husvalelse i min Alderdom for alt det, jeg har kostet paa dig og tæret paa dig, siden du var et Barn. Der var ingen den Frue eller Jomfru i Danmark, som du vel havde faaet,
