talede ham, Vincents, at være udi Faders Sted for Hustru og Bern efter hans Død“, sluttede han med „broderlig og christelig at paaminde Nils om at ville afstaa, forlade og fuldkommelig overgive slig uchristelig, uforsvarlig og uhørlig Mening, Begjær og Foretagelse, ikke længer efterstaaende dette simple, ædle og dydelige Blod at forføre, bedrage og forlede.“ Hr. Vincents havde altsaa endnu ikke faaet at vide, at Lucie var svanger, ja endnu den 7de Januar forekommer der i et nyt Brev fra ham til Nils ikke et Ord om denne saare vigtige Omstændighed. Derimod lader han nu Nils vide, at hans Frieri til svigerinden har gjort Opsigt i Danmark, at Nils’s egen Fader samt Hr. Peder Lykke og flere Slægtninge „ikke vilde gaa til Dug eller Disk, handle, tale, sidde, staa eller omgaaes med ham“, om han ei afstaar fra sit Forsæt. Forøvrigt er Brevet holdt i en forsonligere Tone; ja Vincents vil „være ham en god Broder“, ifald han opgiver denne Giftermaalsplan.[1]
Fra Nytaarsdag 1535 er der levnet en (dog visselig ikke egenhændig) Skrivelse fra den ulykkelige Lucie selv, skrevet paa Østraat til Biskoperne af Oslo og Hamar, Hans Reff og Mogens, samt til Hr. Claus Bilde paa Baahus. Det heder herr „Jeg arme Kvinde, jeg kjender mig ganske svarlig at have forseet mig imod min kjære Moder og Venner formedelst min Ufornumstigheds og Ungdoms Skyld, bedendes ydmygelig om Naade for Christi Pines Skyld“. Hun anraaber de tre Rigsraader om Forbøn hos Erkebispen, sin kjære sorrigfulde Moder, sin Broder Hr. Vincentius og Margrete, samt Erik Ugerup og Anna, „at de ville naadelig og mildelig overse med denne fattige Mand Hr. Nils og mig vor store Brest og Forsømmelse, og at vi maatte beholde vort Liv og
- ↑ Utrykt (Münch-Saml. No. 3319).
