Hr. Nils selv før maatte vente Angreb, om saadant virkelig paakom, end hun, „der var en fattig Enke og sad paa en aaben Gaard, hvor der ei var stor Pris at finde.“, men, tilføiede hun, „kommer der kun en forloren Hob, ti eller tolv Karle, da vil jeg bie dem paa Østraat; end fornemmer jeg, at Overmagten kommer, da vil jeg tage Foden i Haanden og løbe ad Skoven“. Dette sit Svar og sin Beslutning meddelte hun Erkebispen i et Brev af 25de Juni,[1] idet hun tillagde, at han ikke agtede Hr. Nils’s Tidende stort. Skulde hun virkelig tiltrænge Hjelp, siger hun, da vilde han snarere ty til Erkebispen end til Nils, „det være min gode Tro til Eders Naade“. Der herskede i det Hele ved den Tid et forunderligt godt Forhold mellem Fru Inger og Erkebispen, hvilke dog for saa faa Aar siden gjentagne Gange havde været saa aabenbare Uvenner og Modstandere. De skrev hinanden jevnlig til og gav hinanden Foreninger. Fruen forsynede jevnlig Erkebispen med friskt Smør til hans eget Behov, og af hendes Breve maa man slutte, at hun har været en særdeles omhyggelig Husmoder. Erkebispen lovede hende som Gave et Par levende Gjedder, dengang altsaa en Sjeldenhed i den Del af Landet.[2]
Det befrygtede hanseatiske Angreb blev der Intet af,[3] men Nils Lykke blev, endnu inden Juni Maaned var tilende,
- ↑ Utrykt. (Münch.-Saml., No. 3309).
- ↑ Ligesaa. (Sammesteds, No. 3305 og 3308).
- ↑ Frygten for et saadant havde imidlertid ikke været saa ganske ringe, og Erkebispen selv ikke uden Ængstelse. Dette sees af Biskop Mogens’s Brev til Vincents Lunge, skrevet i Faaberg, altsaa sandsynligvis paa en Visitatsreise, 21de Sept. 1535 (Münch.-Saml., No. 3394). Erkebispen havde, siger Mogens, skrevet ham til, „at han var ganske glad, at denne Frygt og Fare er nu stilt og afvendt, som han langsommelig havde havt for de fattige Nordfarer og de gode Mænd, som i Throndhjem hosiddendes ere, at de kunne blive frie og ikke overfaldes af de Tydske“.
