I den følgende Tid blev Danmarks og derved tillige
Norges Skjebne mere og mere uvis formedelst Grevefeidens
Udbrud og Christopher af Oldenborgs i Begyndelsen saa
heldige Fremgang. Selvfølgelig var Vincents Lunge i denne
bevægede Tid ikke ledig, og vi ville derfor jevnlig eller endog
for det meste finde ham fraværende fra sit Hjem.
Under den store danske Herredag om Sommeren 1533, ved hvilken de herskesyge Magnater ingen Bestemmelse vilde tage om Kongevalget, ja endog lode sig forlyde med, at det stod til dem ingen Konge at vælge, var en ny fælles dansk-norsk Valgherredag bleven berammet til St. Hans Tid 1534, og Norges Rigsraad i Bod havde vedtaget at mode i Kjøbenhavn til den Tid. Det manglede ligesaalidt nu, som ved saa mange lignende Leiligheder i de foregaaende Aar, paa Anmodninger til Erkebisp Olaf om at indfinde sig til den store Herredag, men hertil var denne naturligvis ikke at formaa. Han kom kun til Bergen, hvorfra han sendte en Undskyldningsskrivelse.
Derimod begave baade Eske Bilde og Hr. Vincents sig afsted; den Første havde iforveien betroet Slotsloven paa Bergenhus til sine Tjenere, blandt hvilke Thord Rod og Stig Bagge vare de fornemste. Eske Bildes Reise blev ikke meget behagelig, thi da han og hans Hustru den 2den Juli 1534 uden at ane nogensomhelst Fare seilede ind ad Sundet til Kjøbenhavn, blev han paa Rheden tagen til Fange af Lybekkerne, som just for nogle faa Dage siden havde ført en stor Flaade og Hær til de danske Farvande. Trods alle Forestillinger om, at han var det norske Riges Lensmand, opnaaede han ei at komme paa fri Fod, men kun indtil videre at raa Lov til at opholde sig i Sjelland. Sent paa
ogsaa Ordene: „Item Fru Inger“, men de have maaske kun sigtet til Giskesagen.
