selv ved Mødet. Neppe har hun imidlertid været synderlig tilfreds med det Udfald, det for hendes eget Vedkommende fik, thi hun maatte fraskrive sig en kjær og vigtig Besiddelse, det store Giskegods, som hun i en Aarrække havde indehavt. Det var dog ikke for den rette og virkelige Arving, der først senere kande gjøre sine Fordringer gjeldende, at hun her maatte vige, men det var dog for en Fordringshaver, der havde større Ret end Inger selv, nemlig Jomfru Karine paa Grefsheim, den i 1502 myrdede Hr. Knut Alfssøns endnu levende Søster. Der er al Rimelighed for, at det var Erkebispen, nu mægtigere end nogensinde, efterat Kong Frederiks Død hevde gjort ham paa en Maade til midlertidig Regent, der har støttet Jomfru Karines Fordringer og drevet dem igjennem; tre Aar tidligere havde nemlig Jomfruen overdraget Erkebispen Bestyrelsen og Forsvaret af alt sit Fædrenegods nordenfjelds og i denne Fuldmagt særlig fremhævet sine Fordringer paa Giske.[1] Det hjalp nu ikke, at Hr. Nils Lykke paa en snedig Maade i 1532 havde forsøgt at skaffe sig Fordringer, der kunde beskytte Svigermoderen: han havde nemlig, da Hovedet for den svenske Gren af Rose-Slægten, Hr. Thure Jønsson, var dræbt i Konghelle, ladet sig af Kong Frederik overdrage den Ret til Giske, som denne Mand havde paastaaet. Thi denne Ret underkjendtes, og den 5te Sept. 1533 maatte Fru Inger udstede et Brev, hvori hun takkede Giskes Landboer for den Lydighed, de hidtil havde vist hende, og for Fremtiden gav Slip paa Godset, dog beholdt hun de Dele af Strøgodset, som laa udenfor Romsdalen og Søndmøre.[2]
