har vovet at forblive i Thrøndelagen, er neppe sandsynligt; udentvivl har hun atter sagt Tilflugt hos Svigersønnen paa Lungegaarden.
To Tog, det første i Slutningen af Marts, det andet i Begyndelsen af Mai 1532, bleve foretagne til Oslo mod Christiern den Anden, og det andet Tog, hvori mellem Andre Nils Lykke deltog, førte snart til den bekjendte for Christiern sørgelige Udgang. Ogsaa mod Erkebispen, Christierns Repræsentant i det Nordenfjeldske, foretoges et lidet Krigstog.
Dette udgik fra Bergen, hvor Eske Bilde med megen Iver drev paa Udrustningen. Fra Danmark fik han Forstærkning under Otto Stigssøn, en Mand, der i en usædvanlig lang Aarrække ligefra Slaget ved Brännkyrka 1518 og indtil Begyndelsen af Syvaarskrigen idelig forekommer som Deltager i de fleste Kampe i Norden. Han havde i 1525 som Søren Norbys Næstbefalingsmand kjæmpet for Christiern den Andens Sag i den skaanske Bondekrig, men var derefter traadt over paa det herskende Partis Side. I Grevefeiden var han imidlertid en af de ivrigste Partigjængere i Grev Christophers Tjeneste, men gik efter nogle Aars Landflygtighed og Eventyrerliv atter over til Modpartiet. I 1532 optræder
han, saavidt vides, for første Gang i Norge.[1]
- ↑ Det være mig her tilladt at gjøre en Bemærkning til Arild Huitfeldts Fortælling af Otto Stigssøns Skjebne efter Slaget i Brunktofte Lund, der (dog kun som et Sagn) er optaget af Allen (De tre n. R. H., V. 67). Det heder nemlig i denne Fortælling, at Otto Stigssøns Frille, den norske Præstedatter Alhed, benyttede den Frist, Otto som dødsdømt havde skaffet sig ved at foregive at han vidste om, hvor en Skat af „arabisk“ Guld var skjult, til at reise om til flere tydske Fyrster og bevæge dem til at gaa i Forbøn for Otto. Her er efter min Mening utvivlsomt en Forvexling tilstede med en senere Begivenhed. Et Par Aar efter Grevefeidens Ende blev nemlig Otto under sine Stemplinger mod Christian den Tredie greben og arresteret af dennes Svigerfader, Hertug Magnus af Lauenburg. Hertugen beholdt ham længe i Fangen-
