Otto Stigssøn drog imod Throndhjem, ledsaget af Lagmanden
i Stavanger Nils Klaussøn og af Thord Rod, en
jydsk Adelsmand af ringe Herkomst, der senere kam til at
indtage en dengang vistnok uformodet betydelig Stilling i
Norge.[1] Da de kom til Thrøndelagen, havde Erkebispen, som
ikke har kunnet tænke paa Modstand, trukket sig tilbage
til Stenviksholm i Stjørdalen, som han allerede for flere Aar
siden havde begyndt at befæste.[2] Her synes de dansk-bergenske
Krigsfolk at have ladet ham uændset, men desto
værre gik det ud over den aabne og værgeløse Stiftsstad,
som desuden allerede paa Forhaand maa have befundet sig
- ↑ Thord Rod var ret en desultor partium og skiftede gjentagne Gange Tjeneste, idet han aabenbart stedse helst tjente den Mægtigste. I 1525 var han i Erkebisp Olafs Tjeneste som Hofmand. (Allens Breve og Aktst., I. 335). Derpaa kom han i Vincents Lunges Brød som Kjøgemester, opnaaede ad denne Vei en liden Forlening (N. Rigsregistr., I. 26), og var maaske endnu i 1532 hos ham, men var i det følgende Aar gaaet over i Eske Bildes Tjeneste, aabenbart efter foregaaende alvorlige Rivninger med Vincents Denne skriver nemlig St. Margrete Dag 1533 fra Loppen i Finmarken til Fru Sophie Krummedike og beklager sig over, at hun og Eske antage sig Thord Rod, „en fremmed Kar“, uden Hensyn til sit Slægtskab med Brevskriveren. Han havde heller seet, at de havde ladet Thord „staa sit eget Eventyr“. Vincents tilføier videre: „Thord Rod tager mig næst Guds Hjelp Intet fra, uden han fanger anden Hjelp dertil, neppelig forliges vi efter denne Dag nordenfor Lindesnæs mere“. (Utrykt Brev i Klevenfeldts Samll.)
- ↑ Allerede i 1525 omtales dette Fæstningsanlæg i et Brev fra Biskop Hans Reff til Erkebispen (Dipl. Norv., VII. 648).
skab, uagtet Kongen af Danmark forlangte ham udleveret. Men ved denne Leilighed vides det med Vished, at flere tydske Fyrster gik i Forbøn for ham (Chr. III.s Hist. ved Krag og Steph., 1, 206, der bestyrkes ved flere Breve i Ausl. Registr. i Geh.-Archivet, smlgn. min Afhandl. om Christopher Throndssøn, – der i flere Henseender er et norsk Sidestykke til den danske Otto Stigssøn – i nærværende Tidsskrift, B. 2). A. Huitfeldt har nu forvexlet disse to Ottos Fangenskaber, og Beretningen om det arabiske Guld tør vel helst betragtes som en simpel Anekdote.
