tuum laudesque manebunt“! Samme Aar: „Jeg haver udkaaret Eders Naade for min bedste og trofasteste Herre Ven her i Norge; vilde jeg nødig, Nogen skulde være betroet til os Noget imellem at føre.“[1]
I Juni 1527 var Hr. Vincents meget forbitret paa Kongen og de Danske. For et Per Aar siden havde han nemlig tvertimod Kongens udtrykkelige Befaling, paa egen Haand indsat Hr. Olaf Galle til Befalingsmand paa Akershus, men i 1527 indfandt sig efter Frederik den Førstes Foranstaltning fire danske Mænd i Oslo, nemlig Hr. Mogens Lorentssøn Løvenbalk,[2] Hr. Mogens Gyldenstjerne, Eske Bille og Tile Giseler,[3] hver med sit Krigsskib. De berøvede Hr. Olaf Galle Slottet, hvilket derpaa af Kongen overdroges som Regnskabslen til Hr. Mogens Gyldenstjerne, en Fremgangmaade, som ligefrem stred imod Kongens norske Haandfæstning. Da nu Vincents Lunge havde hørt Rygter om, at Olaf Galles Skjebne ogsaa var ham tiltænkt, og at man tænkte paa at afsætte Erkebispen og indsætte den danske Exbiskop Jørgen Skotborg i hans Sted, erklærede han i et Brev til Olaf Ingebrigtssøn, at han vilde forsvare sig med Vaabenmagt, om Nogen vovede at forsøge paa at skille ham selv af med Bergenhus Slot.[4]
Om denne Frygt har været grundet, kunne vi ikke afgjøre, men i ethvert Fald var Olaf Galles Skjebne et mærkeligt Tegn til, at Kong Frederik, der hidtil for Norges Vedkommende
kun havde været lidet mere end en Skyggekonge,
- ↑ Dipl. Norv., VII. 617, 666, 673.
- ↑ Om denne Mand (hvis Families Historie nylig er bleven romantisk behandlet af H. F. Ewald i hans Bog „Den skotske Kvinde paa Tjele“) se Allens Aktstykker, I. S. 368.
- ↑ Spillede siden en Rolle i Norge under Fiendtlighederne mod Christiern II. i 1532.
- ↑ Dipl. Norv., VII. 687.
