meente Tiden at være kommen til virkelig at gribe Magten. Kongen, som endnu ikke havde besøgt sit nordlige Rige, agtede nu ogsaa at drage herop for at lade sig krone, en Plan han forøvrigt længe havde næret.[1] For at aftale det Fornødne i denne Anledning var det, at Hr. Ove Lunge og Morten Skinkel, som vi tidligere have omtalt, sendtes til Norge 1527 og pleiede Underhandlinger i Throndhjem med Hr. Vincents og Erkebispen. Ingen af disse havde dog stor Lyst til denne Kroning. De ønskede ikke, at Frederik skulde komme til Norge, fordi de vidste, at der ved den Leilighed vilde blive rørt op i mange for dem ubehagelige Forhold. Erkebispen var derhos udentvivl allerede nu forbitret paa Kongen, fordi denne begunstigede Lutheranerne. Man lod derfor Hr. Ove Lunge reise til Danmark igjen med Undskyldninger og Opsættelsesforslag. Men Frederik vilde ikke høre paa disse, og Kroningshøitidelighederne bestemtes af ham til at foregaa ved Midtsommerstid 1528. Oslo skulde være Stedet, og de sædvanlige Skatter udskreves i den Anledning.[2]
Men nu indtraf Dalejunkerens Besøg i Norge, og Vincents Lunge og tildels Erkebispen, allerede stærkt compromitterede ved sit Forhold til Peder Kantsler og Mester Knut, vare, som vi have hørt, ukloge nok til at indlade sig med den falske Sture. Klager over dem i Mængde indløb da fra
Sverige, og Frederik den Første maatte love Kong Gustav
- ↑ Allerede i Slutningen af 1525 var Kroningen berammet til det følgende Aar. Frederik havde først villet lade sig krone i Konghelle, Norges yderste Grændsestad, vistnok fordi de urolige Tider ikke tillod ham en saa lang Reise. Erkebispen foreslog Throndhjem til Kroningssted. Norge manglede egne Regalier, hvorfor Krone, Scepter og Guldæble skulde sendes herop fra Danmark. (Dipl. Norv., VII. 653).
- ↑ Herom en Række Breve i Dipl. Norv., VII. 693 ffg.
