Stenssøn, dernæst Oslo’s Biskop Hans Reff med Molands Gods, men Vincents Lunge, der var fjernt beslægtet (Faders Moders Søsterdattersøn[1] med Hr. Knut Knutssøn, der ikke synes at have havt Børn, brød sig ikke om nogen af disse Forleningsbreve og satte sig udenvidere selv i Besiddelse af det Hele.[2]
Vincents Lunge havde, ligesiden han blev indgiftet i Norge, paa alle Maader søgt at spille den for sit nye Fædrelands Ære og Selvstændighed nidkjære Nordmand. Ingen Indfødt kunde tale i stærkere Ord om danske overgreb og Anmasselser end han, og fornemmelig var det Erkebispen, hvem han i de første Aar efter Bosættelsen i Norge lagde an paa at vinde for sig og inddrage i sine Interesser ved at anslaa den Art Toner og ved idelige og gjentagne Smigrerier eg Venskabsforsikringer. Vi skulle anføre nogle Prøver af hans Breve til Olaf Ingebrigtssøn. I 1525: „Jeg haver forhvervet mig mange Uvenner for Norges Krones Bedstes Skyld. Det skal Gud vide, jeg gjorde mit Bedste som en tro Mand; mine egne Venner haver jeg fast derover fortørnet. Ville nu mine svorne Brødre undfalde mig, haver jeg ganske ilde ude været, det blev mig haardt nok sagt og advaret i Danmark. Min Trøst og Haab skal mest til Eders Naade være; idet jeg Norges Riges bedste Nytte og Gavn fordrer og forfølger. Vi ere ganske ringe agtet i Danmark. Somme ville tage Norge med to Kraveler, somme tre hundrede stærke, en Part selv tredie og saa frem“. 1 1526: „Vale iterum, eximium Norvegiæ decus, pro animi sententia
Tithoneos in annos, in quos semper honos nomenque
