alle fortvivlede Mennesker“ (quae vulgari sermone appellata est desperatorum hominum asylum).[1] Netop det samme Udtryk om Norge, og ligesaa i Anledning af Christiern den Andens Optræden i 1531, vil man finde i den Skibyske Krønike,[2] dog uden at det her lægges Kong Frederik i Munden. Nu er det vel muligt, at Svaning har kjendt og udskrevet dette sidste Skrift, og at altsaa de to Vidnesbyrd om den Ringeagt, Norge da var Gjenstand for, i Virkeligheden kun ere eet. Men vi kunne endnu anføre et tredie Sted og det endog fra det følgende Aarhundrede, der synes at tyde paa, at der havde dannet sig et formeligt Ordsprog om, at Norge var Stedet for alle andensteds umulige Mennesker. Idet nemlig Biskop Anders Arrebo fra Throndhjem i 1618 skriver til Kongens Kantsler i Danmark, Christian Friis til Kragerup, og omtaler sit Stifts fordærvede Præsteskab, bemærker han, at det for det meste bestaar af uvidende og usædelige Personer, som have søgt et Fristed her i Landet, der er „juxta adagium, nebulonum receptaculum“.[3] Man mærke: juxta adagium.
I meget lange Tider havde det svage og fattige Norge været overseet og ringeagtet som Stat, og det ikke alene af Aristokratiet i de to Frænderiger, men ogsaa af sine egne, næsten altid udenfor Landets Grændser levende Konger. Christiern den Anden, som kjendte Norge bedre, end de fleste Konger efter 1380 have kjendt det, og som aldeles ikke manglede Interesse for dets Opkomst, havde i sin Regjering øiensynlig bestræbt sig for at indskrænke dets politiske Selvstændighed. De eiendommelige Forhold, under hvilke
hans Eftermand, Frederik den Første, besteg Thronen, havde
