Throndhjem af Lagmanden i flere Vidners Nærværelse. Foruden hvad vi allerede have anført, forklarede han, at Grunden til hans Flugt kun var Ængstelse for Fru Inger; thi han havde hørt, at hun vilde have ladet ham gribe og sende til Rostock, at han kunde overgives til Raadet som den virkelig Skyldige, og at hun da haabede, man vilde sende hende tilbage igjen „det uskyldige, menløse Blod, som de der havde, og som sagesløs var“. Selv vedgaar ogsaa Fru Inger i et Brev til Erkebispen sin Hensigt at ville lade Kjelderdrengen lide i Junkerens Sted.[1]
Norge havde just ikke høstet megen Ære al den taktløse Maade, hvorpaa dets fornemste og høiest stillede Personer nu gjentagne Gange havde antaget sig politiske Flygtninge og Forbrydere fra Naboriget. I et Brev til Vincents Lunge kunde Gustav Vasa ikke uden Føie erklære, at „Noriges rike är vordit ett röffvare näste“. Vi maa her ogsaa mindes en eiendommelig Ytring, som Norges egen Konge, Frederik den Første, nogle faa Aar senere lod falde om dette sit Rige, og som høist sandsynlig maa sættes i Forbindelse med det Vanrygte, hvori Landet var kommet siden Peder Kantslers, Mester Knuts og Dalejunkerens Tid. Det var i 1531, dengang da han fik høre, at Brodersønnen Christiern den Anden havde gjort Landgang i Norge. I sin Glæde over, at Angrebet ikke var gjort imod Danmark, skal han efter en samtidig Forfatters, Svaningius’s, Beretning have udbrudt: „Da har det jo ingen Fare, siden han har vendt sig til dette
Land, som man jo i daglig Tale kalder et Tilflugtssted for
- ↑ Gustav I.s Registr., V. 249 fgg., 280 fgg., og Samll. t. N. F. Sp. o. Hist., 1, 546.
