fremkaldt en Reaction. Norge havde paany faaet særskilt Haandfæstning, fuld af skjønne Løfter om Opretholdelse af alle dets „Friheder“. Men hvor liden Betydning denne i Virkeligheden fik, er noksom bekjendt. Landet savnede indfødte Ledere, som i Byrd, Duelighed, Kundskaber, Erfaring og Formue kunde maale sig med de danske Rigsraader. Det var saa at sige uden nogen virkelig Regjering, det kunde ikke forsvare sig selv, ikke yde sin Konge nogen klækkelig Indtægt. Paa den anden Side viste det sig nu, at det styresløse Norge kunde berede Kongen og hans Hovedrige Danmark Forlegenheder og Ubehageligheder, der vare alvorlige nok. Naturlig maatte derfor den Tanke opstaa hos Kongehus og Rigsraad, at der maatte skee en Forandring med Norge, at det bestemt og udtrykkelig burde gjøres til Lydrige. Inden meget faa Aars Forløb var dette en fuldbragt Kjendsgjerning. Hvad der skede i 1536, var nu vel nærmest en Følge af Begivenhederne i Norge 1531–1532 og af den Ende, som Grevefeiden tog, men Hændelserne i 1526–1528 maa heller ikke tabes af Sigte. Ogsaa de have uden al Tvivl bidraget til yderligere at formindske Agtelsen for Norges hensygnende Rigsraad og til at vise Nødvendigheden af en ny Tingenes Orden i Norge.
Men den, som først fik undgjælde, var Vincents Lunge. Han havde spillet en Hovedrolle ved Frederik den Førstes Thronbestigelse og havde til Løn derfor i nogen Tid været den mægtigste Mand i Landet. Navnlig havde han været almægtig nordenfjelds og der ret forstaaet at benytte Omstændighederne til sin egen Svigermoders og sin rige Families Fordel. Svogeren Erik Ugerup og flere andre Personer havde han, ganske paa egen Haand, uden at spørge Kongen om
Lov, optaget i Rigsraadet.[1] Giskegodset havde han ladet
- ↑ Gustav I.s Registr., V. 215.
