Aarshus,[1] vilde gjerne see til at faa den foregivne Sture i sin Magt og talte derfor i Begyndelsen vel med Hans Helsing, men han forstod snart, at Dalejunkeren ikke var med de søndenfjeldske Rømningsmænd, ja at disse end ikke vidste, hvor han var. Derimod gjenkjendte Hr. Mogens’s Folk mellem Flygtningerne et Par Karle, hvem de i sin Tid havde seet i Hr. Nils Henrikssøns Tjeneste; det var altsaa nogle af dem, som Fru Inger havde sendt i Veien. Disse og overhoved dem af Banden, han fik fat paa, lod Hr. Mogens „straffe med store Hug“ og tog fra dem, hvad de førte med sig. Han indberettede derhos, hvad han havde foretaget, til sin Konge og skrev et Brev til Erkebispen med Raad til denne om at vogte sig for at indlade sig med Dalejunkeren og hans Folk.[2]
Den større Del af Landstrygerne søgte imidlertid ogsaa dennegang, som venteligt, til det Throndhjemske. Omtrent hundrede Mand synes allerede i Jemteland at have givet sig i Hr. Vincents’s Tjeneste. Han sendte dem i Kvarter til sin Svigermoder. Selv havde han ogsaa nu faaet nok af Jemteland, hvor han nu vistnok ikke engang var sikker for personlig at blive hjemsøgt fra Dalarne. Thi hid begav Kong Gustav sig i Februar, holdt Thing i Tana og fik dette Daleoprør, der dog ikke blev det sidste i hans Regjering, endelig bilagt. Da Hr. Vincents, ledsaget af sin Dalejunker, kom til Throndhjem, sendte Erkebispen (som han selv siden forsikrede) Guardianen i Graabrødreklostret samt nogle Raadmænd
og Borgere hen til ham for at bede ham om at holde
- ↑ Christina Gyllenstjerna, der selv nedstammede fra de danske Gyldenstjerner, har vistnok sendt denne Søn (Svante Sture, der blev gjort til Greve, men siden myrdet af Erik XIV) til Biskop Ove Bilde i Aarhus, fordi denne af alle høitagtede Prælat var hendes Slægtning; hans Moder var nemlig en Gyldenstjerne.
- ↑ Gustav I.s Registr., V. 247 fgg.
