erfaring har kunnet opføre sig, som han nu gjorde. Han holdt sig fremdeles, og endnu længe efter denne Tid, overbeviist om, at Dalejunkeren var den, han gav sig ud for. Han sendte en af sine Tjenere, Jens Nilssøn, ind i Dalarne med Fuldmagt til her at hverve for hans Regning sexti Mand, helst dygtige Hornbueskytter. Det maa vistnok ogsaa have været Vincents, der stod bag ved Dalejunkeren, da denne den 30te Januar 1528 sendte et Manifest ind i Dalarne, hvori den nu noksom vitterlige Usandhed, at Kong Gustav var død, gjentoges.[1]
Kort efter Nytaar har der atter fundet Uroligheder Sted i Dalarne, et nyt Indfald maa være gjort fra Norge af, og Dalejunkerens Tilhængere maa have lidt et Nederlag, hvis Dag og Sted nu ikke kan bestemmes.[2] Men man seer, at Junkerens Bande blev splittet ad.
Nogle rømte, vistnok ad Østerdalen, ind i det søndenfjeldske Norge. Der blev fra Sverige i den Anledning skrevet gjentagne Breve til Hr. Mogens Gyldenstjerne, hvem Kong Frederik nylig havde sat til Høvedsmand paa Akershus, med Forestillinger om, at han ikke maatte antage sig den falske Sture eller hans Folk. Men disse Skrivelser vare overflødige. Hr. Mogens var en tapper og duelig Herre og, hvad mere var, en Mand af Karakter, Egenskaber, som han i sin lange og ærefulde Tjeneste i Statens høieste Stillinger noksom har lagt for Dagen. Han havde allerede handlet paa egen Haand. Rømningsmændene, der ved sin Ankomst paa norsk Grund spurgte om Vei til Hamar, sendte en Hans Helsing til Hr. Mogens for at bede om Leide for „Hr. Stens Søn“. Slotsherren paa Akershus, „der ikke kjendte nogen
anden Søn af Sten Sture, end den, som tjente Biskopen af
