Gustav just nu Forberedelser til sin Kroningshøitid, der fandt Sted i Upsala 12te Januar 1528. Det kan ikke betvivles, at Kongen, medens Junkeren var i Norge, har gjort Alt for at aabne Dalalmuens Øine for hans frække Bedragerier. Det har vistnok været paa denne Tid, at Gustav har ladet Christina Gyllenstjerna offentlig fralægge sig, at Prætendenten var hendes Søn. Alt i Forening har da gjort Eventyreren umulig, da han nu paany fremstillede sig for Dalkarlene, og han maatte derfor med uforrettet Sag vende tilbage til Vincents Lunge i Jemteland. Allerede den 19de December 1527 har han vistnok igjen befundet sig hos denne, thi af denne Datum har man et Brev fra Vincents til den svenske Konge, hvori Brevskriveren i sin sedvanlige trodsige og hovmodige Tone erklærer, at han fremdeles vil lade det Leide, han har givet Peder Grym og „Junker Nils Stenssøn“, gjelde i otte Dage, for at de kunne faa Tid til at undfly fra det nordenfjeldske Norge, som han havde under sin Befaling. Malmøtraktaten af 1524, hvori Frederik den Første og Gustav gjensidig havde lovet hinanden at udlevere Rømningsmænd, vovede han at erklære Norge uvedkommende under Paaskud af, at det norske Rigsraad ikke havde været med at vedtage den.[1]
Hr. Vincents forblev fremdeles en god Stund i Jemteland og beholdt de svenske Flygtninge hos sig; thi de „otte Dage“ var kun Mundsveir. Det er næsten ubegribeligt,
hvorledes en Mand med hans Begavelse, Indsigt og Verdens-
- ↑ Gustav I.s Registr., IV. 444.
„occisus et per conseqvens mortuus“. I Tydskland forøgedes Rygtet med det Tillæg, at – Danmarks Rigsmarsk, Hr. Tyge Krabbe (!), var bleven hans Eftermand (Adelsbrevene paa det st. kgl. Bibl.). I 1539 hed det, at Kongen led i den Grad af „grossen Gebrechen des Haupts samt der Schweren fallenden Seuchen“, at „diejenigen, welchen seine K. W. übel gewollt hat, nicht gross Schaden zu befahren haben mugen“. (Hertug Albrecht af Preussen til Christian III, 21de nov. 1539; Afskr. i D. Geh.-Archiv.)
