Dalejunkeren og de øvrige Fredløse tilstede, da Kong Gustav nu gjentagne Gange havde forlangt dette. Men Vincents svarede, at den, som var ræd, kunde løbe til Skoven, han var ikke den svenske Konges Tjener og vilde ikke lade nogen gribe for ham; forlangte derimod Kong Frederik Junker Nils udleveret, da skulde han ikke vægre sig. Dermed drog han efter en eneste Dags Ophold i Staden afsted til Fosen til Fru Inger – her var han den 9de Marts – og derfra hjem til Bergen. De hvervede Dalkarle tog han med; thi han havde just Brug for Krigsfolk til en privat Feide, hvori han var geraadet med en Collega i Norges Rigsraad, Johan Krukov. Underveis sendte han en Foged med 40 Svensker afsted til Sogn for at overraske denne sin Uven. Til sin store Lykke undkom Johan og reddede derved sit Liv, men hans Gaard og Gods (det bekjendte Kroken i Hafslo Præstegjeld) faldt i hans Fienders Hænder, og hans Hustru og Børn maatte „gaa i Bygden og tigge Brød.“[1]
En af Oprørets Hovedmænd, Peder Grym, var imidlertid uheldig og faldt i Gustavs Hænder. – Han førtes til Stockholm, underkastedes der et Forhør[2] og blev henrettet.
Daleoprøret selv var altsaa nu forbi, men dets elendige Helt „Nils Sture“, eller, som man nu begyndte at kalde ham, Jens Hanssøn, fristede fremdeles sin Skjebne i Norge. Vincents Lunge havde fra Fosen skrevet et af sine sædvanlige Breve til Kong Gustav, hvori han fremdeles paastod, at Junkeren var ægte, mindede om hans foregivne Faders store Fortjenester af Sveriges Rige, til hvis Forsvar han havde
ofret Livet, lod Gustav høre, at Junkeren var hans eget
