Kong Gustav havde nu ogsaa forladt den christne Tro og var bleven en Lutheraner og Hedning. Hvergang den foregivne Nils Sture nævnte sin Faders Navn, skal han have fældet bitre Taarer og derved bevæget ogsaa Dalkarlene til at græde med; han bad dem da midt under Burspraaket eller Forhandlingerne at falde paa Knæ og læse et Ave eller et Paternoster for hans Faders Sjæl.[1] Hvor mandstærk han var under disse sine første Farter i Bygderne, se vi ikke af Dokumenterne, men vel, at endel prester vare hans egentlige Støtter og Talsmænd. Af disse nævnes tre ved Navn, nemlig Hr. Lars i Tuna, Hr. Sten i Orsa og Hr. Olaf i Malang. De to førstnævnte Sogne lige i Østre-Dalarne, det sidste i Vestre-Dalarne; han har altsaa havt Tilhængere i begge Landskabets Hoveddalfører. Det heder om disse Prester, at de „havde været Roden og Begyndelsen til Oprøret og Ubestandigheden“.[2] Ogsaa Hr. Jakob i Mora, hvem Bønderne, Kongen uadspurgt, havde taget paany til Prest, tog Dalejunkerens Parti.[3] Derimod er det et løst Paafund af senere Forfattere uden støtte i de samtidige Kilder, at Peder Kantsler skulde have sat Dalejunkeren i Vei og meddelt ham Oplysninger om Stureslægten. Denne Mand var trods sine Feil dog en oprigtig Ven af den virkelige Sturefamilie og maa være fri for Mistanke om at ville have støttet en opdigtet Nils Sture.
Kong Gustav var allerede i Marts 1527 underrettet om Bedragerens Optræden og skrev den 2den Marts et Formaningsbrev til Dalkarlene om ikke at tro paa denne Skalk, idet han ogsaa tilføiede, at selv om Manden nok saa meget
var Sten Stures Søn, havde de ingen Forpligtelser til at
