Han udgav sig for Rigsforstanderen Sten Stures ældste Søn Nils. Han vovede dette, uagtet Hr. Stens Hustru Christina Gyllenstjerne. (Kong Gustavs Moster) endnu levede, og uagtet det var bekjendt nok, at hendes Ægteskab med Hr. Sten først havde fundet Sted for omtrent fjorten Aar siden, saa at endnu intet af dette Ægtepars Børn kunde være voxent, medens Dalejunkeren øiensynlig var mange Aar ældre. Hertil kommer endnu, at den virkelige Nils Stenssøn Sture selv synes at have været ilive paa den Tid, da vi møde de første Spor af Bedragerens Færd i Dalarne,[1] skjønt han rigtignok døde i det samme Aar, 1527.
Bedragerens rette Navn viste sig senere at være Jens Hanssøn.[2] Han skal være født i Birkesta Sogn af en Husmandsdatter, og om Faderen vidste man Intet. Hos en Adelsmand Knut Anderssøn tjente han en Stund som Stalddreng, men han bestjal sin Herre og rømte saa til en anden Herremand, Nils Krumme. Fra denne var det, at han havde begivet sig til Dalarne. „Han var“, siger den samtidige Krønikeskriver Peder Swart, „noget deilig under Ansigtet, havde og en Skalkemund til at tale med, hans Ord laa ham ganske rede“. Han fortalte Bønderne, at han var født og baaren til Riget efter sin Fader Hr. Sten, og at Kong Gustav af den Grund ikke kunde taale ham, ja at denne endog
engang havde draget sit Sværd for at dræbe ham. Samme
- ↑ Dette bliver tydeligt deraf, at Kongen i det første Brev til Dalkarlene om Bedrageren (K. Gustav I.s Registratur, IV. 84 fgg.) ikke gjør dem opmærksom paa den virkelige Nils’s Død, der dog vilde være et Argument mod den falske Nils, stærkere end noget andet.
- ↑ Dette nævnes ikke i det første Aars Tid i noget Dokument, men forekommer tidligst i et Brev fra Sveriges Rigsraad til Biskopen i Oslo og Hr. Magnus Gyldenstjerne paa Akershus af 10de Marts 1528, (Gustav I.s Registr., V. 54), og er da formodentlig først omtrent da blevet oplyst.
