Peder Kantslers og Mester Knuts Færd i Dalarne havde fremkaldt Gjæring i dette Landskab, ja en Del af Dalkarlene havde endog, som vi nys hørte, opsagt sin Konge Huldskab og Troskab, men til nogen egentlig væbnet Opstand var det ikke kommet. Gustav Vasa behøvede ikke at sende Tropper op i Bygderne for at dæmpe disse Optøier, der stilnede af efter Hovedmændenes Flugt til Norge. Det blev tilstrækkeligt, at han selv ud paa Høsten 1526 med et mindre Følge reiste op til Dalarne, hvor Uroen bilagdes ved Landsthinget i Tuna, den 26de October 1526.[1] Af hvor stor Betydning Peder Kantslers Stemplinger kunde være blevne, om han ikke var bleven udleveret fra Norge, er naturligvis ei let at sige. Christina Gyllenstjerna synes ved den Tid virkelig at have næret Planer for sin Søn og at have staaet i Forbindelse med Hr. Søren Norby. Det er derfor interessant nok, naar man erfarer, at Peder Kantslers Ønske havde været at komme fra Norge over til Tydskland, dels for at sætte sig i Besiddelse af en Sturehuset tilhørende Skat, han skulde have gjemt der, dels netop for at gjøre fælles Sag mod Hr. Søren.[2]
Men allerede i Begyndelsen af det følgende Aar var der atter opstaaet Forviklinger i Dalarne og det i en større Udstrækning end sidst. Der indfandt sig nemlig hos de letbevægelige og letbedragelige Bønder en Eventyrer, en Prætendent til Regjeringen eller vel endog Thronen i Sverige, der i Frækhed vistnok overgik enhver anden af den Art Bedragere, som Nordens Historie kjender. Det var den elendige Forbryder,
som er bekjendt under Navn af „Dalejunkeren“.
