transporteret tilbage over Fjeldene: „Havde en Anden gjort mig dette, skriver hun, vilde jeg ydermere talet derom“, og hun tillægger, at om hun selv havde ladet gribe paa anden Mands Gaard endog blot en Bondedreng, da skulde det vel have kommet hende dyrt at staa. Hun bad indtrængende om, at Hr. Peder endelig ikke maatte blive udleveret, og forsikrede, at hun kun af Medlidenhed med den „fattige Prestemands“ Sygdom havde indbudt ham til sig, „for at han kunde faa Melk og Ferskmad, han noget kunde vederkvæges af“. Det ser ud til, at Fru Inger virkelig har havt et varmt og deltagende Sind, hvor det gjaldt Ulykkelige, og vi skulle snart se nye Antydninger dertil under hendes Forhold til en anden svensk Rømningsmand, men naar man kjender hendes Gridskhed efter jordisk Gods, kunde det jo paa den anden Side nok være, at den ikke ringe Pengesum, som Kantsleren overgav hende paa Fosen, ligesaa snart har været hende givet som Betaling for Hjælp og Beskyttelse, som at den har været et blot Depositum.
Fru Inger blev forøvrigt den hele Vinter hos sin Svigersøn i Bergen i Forretningsanliggender for at tage vare paa sit Gods. Hun havde en Proces fore, dennegang med sin Mands Frænde Hr. Gaute Galle, hvem hun trættede med om Evje Gaards Gods i Smaalenene. Hun havde imidlertid ikke større Ret til Evje, end til Giske, og hun opnaaede
heller ikke at komme i Besiddelse af Eiendommen.[1]
- ↑ Hovedkilden til det her Fortalte er Samll. t. N. F. Sp. o. Hist. B. 1, især pag. 507 fgg. og pag. 544–545. Allen har (V. S. 148 fgg.) fortalt Hr. Peders og Mester Knuts Historie, men kun ganske kortelig berørt Fru Ingers Deltagelse deri. Udførligere er Tingen behandlet af W. Svedelius i hans Afhandling: „Om Konung Gustav I. och hans Tidehvarf, särdeles om de tvenne förste s. k. Dalupproren“. (K. Vitterhets-Akademiens Handlingar, N. F., II. (1861), pag. 239 fgg.) Allen citerer ikke Svedelius’s Afhandling, paa hvilken han altsaa neppe har været opmærksom.
