Vei til Bergen, og Hr. Peder bad hende indstændigt om at faa Lov at gjøre hende Følge did. Hertil svarede hun nei, thi hun forudsaa, at de vilde blive eftersatte af Erkebispens Folk, men føred hun reiste, traf hun kraftige Forholdsregler til at skjule den stakkels Prælat paa Fosen. Hendes Foged der og hele hendes Husfolk maatte love ved deres Liv og Hals ikke at røbe ham, men gjemme ham saa omhyggeligt, at Ingen skulde hitte ham. Han leverede nu Fru Inger en stor Guldring, hundrede rhinske Gylden og en Del Rosenobler og ungarske Gylden, og Fruen drog da afsted. En Tid efter kom imidlertid Erkebispens Folk til Fosen for at lede efter den Forsvundne. De ledte flittig overalt, og Peder Kantsler kunde selv fra sit Gjemmested høre, at Fru Ingers Folk „forbandede sig, om de vidste, hvor han for“. Hele Omegnen blev ogsaa randsaget i hele otte Dage, idet Erkebispens Folk delte sig i Streifpartier, og somme fore i Nord, somme i Syd. Men tilsidst bleve de Udsendte Kantslerens Vogtere for kloge. De fortalte, at deres Herre havde ladet fire andre af Fru Ingers Fogder gribe i Throndhjem, og at disse strax skulde miste Livet, hvis Hr. Peder ikke kom for en Dag. Dette hjalp, den Ulykkelige blev udleveret, førtes tilbage til Erkebispen og sendtes omsider af denne til Sverige igjen den 22de Sept. 1526 under Ledsagelse af Thorsten Nilssøn, en af Erkebispens Tjenere. Det er bekjendt nok, at baade Hr. Peder og Mester Knut omsider i Februar 1527 maatte bøde med Livet for sine Stemplinger, efter forinden at have døiet haard Behandling og bitre Ydmygelser.
Fru Inger blev meget forbitret paa Erkebispen, fordi han havde tilladt sig med Magt at bortføre Hr. Peder Kantsler fra hendes Gaard Fosen. Hun skrev ham et Brev til fra Bergen, hvor hun nu holdt til hos Vincents Lunge, den 20de Sept. 1526, altsaa endnu forinden den Ulykkelige var
