gjeves; det søndenfjeldske Raad gav endog Flygtningerne et Leidebrev i Februar 1526, og Erkebispen sad sin egen Konges Befaling af 4de Marts 1526, om at sende Rømningsmændene tilbage, overhørig en god Stund.[1] Endelig sendte Erkebispen dog Mester Knut afsted den 3die Juli 1526, men Hr. Peder Kantsler blev fremdeles tilbage deg under Bevogtning i Graabrødreklostret i Throndhjem. Han skal ogsaa dengang have været meget syg og elendig. Men da Hr. Peder nu maatte forstaa, at han ei længere var sikker hos Erkebispen, sagte han Tilflugt hos en Anden, og Fru Inger blev nu hans Beskytterinde.
Han skrev hemmelig til Fru Inger, som just ved denne Tid ikke opholdt sig paa Østraat, men paa Kongsgaarden Fosen, der ligeledes ligger i Ørlandets Prestegjeld og var i hendes Besiddelse som Hovedgaard i det hende overdragne Fosens Len. Fru Inger lovede ham Beskyttelse og sendte sine Svende til Throndhjem for at bringe ham ud til hendes Gaard. Svendene vare just i Byen den 17de Juni 1526, St. Botolphi Dag, da der holdtes Lagthing og Erkebispen og „meste Folket“ vare dragne hen til dette. I denne beleilige Stund rømte da Hr. Peder og hans Tjener Jens Hanssøn afsted fra Byen med Fruens Svende. Da de kom til
Fosen, stod Fru Inger just i Beredskab med at reise sin
- ↑ Muligens har den svenske Erkebisp, den berømte Historieskriver Johannes Magnus, ogsaa forhandlet herom med Erkebiskop Olaf. Han tilskrev ham under sin Visitatsreise (20de Febr. 1526) og foreslog ham et Møde, naar han kom til det under Upsala Stift hørende, forøvrigt norske Landskab Jemteland. Brevet (Samll. t. N. F. Spr. o. Hist. 1, 487) er mærkeligt, ogsaa fordi det lærer os, at Olaf Ingebrigtssøn og Johannes Magnus vare gamle Venner (propter veterem conversationem in literario studio). Et andet Brev (Allens Breve og Aktstykker, I. 272) omtaler ogsaa Erkebisp Olaf som „maximus et integer amicus“ af Johannes Magnus. Muligens har denne studeret sammen med Olaf i Rostock, hvor denne i 1503 og 1505 sees at have opholdt sig ved Universitetet.
