faaet Giske og sin Faders øvrige inddragne Eiendomme i Norge tilbage. Broderen Erik var derimod forbleven i Sverige, og i 1520 hændte det sig, at Karl Knutssøn, som imidlertid var bleven en af Nordens ypperste Krigere og i enhver Henseende maa have været Faderen overlegen, var med at beleire Stockholm paa samme Tid, som Erik var blandt den svenske Hovedstads Forsvarere. Begge mistede de i et Aar Livet, Karl faldt for en svensk Kugle, Erik henrettedes i det Stockholmske Blodbad. Paa den Maade uddøde den norske Gren af den fra Sverige stammende Æt med tre Roser i vaabenet. En Datterdatter af Knut Alfssøn, Gyrvild Fadersdatter Sparre i Sverige, var nu rette Arving til Giske, men hindredes en Tidlang ved sin Ungdom og ved Ufreden mellem Rigerne fra at melde sig, en fjernere Arving var Knut Alfssøns Søster, den aldrende Jomfru Karine Alfsdatter til Grefsheim paa Hedemarken, endnu fjernere stod Sveriges forbryderske og berygtede Rigshovmester Hr. Thore Jenssøn af en anden Linje af Roseætten. Fra Inger havde ikke Andet at paaberaabe sig end sit Slægtskab med Hr. Sigurd Jonssøn og andre af Giskes gamle Eiere. Ikke destomindre aatte hun sig som den, hvis Opholdssted laa nærmest det omstridte Gods, og som den, der nu havde størst Magt nordenfjelds, i Besiddelse af Giske. Allerede i 1524[1] har hun siddet inde dermed, maaske hjulpen af sin Svigersøn Hr. Vincents, skjønt det nok ogsaa kunde tænkes, at denne Occupation kan være skeet allerede i hendes Mands levende Live, men i ethvert Fald sikkert efter hendes Vilje.[2]
Fru Inger og hendes Svigersøn Vincents Lunge beholdt
