imidlertid Giskegodset i dere Aar, indtil det omsider, som vi senere skulle høre, kom i den rette Arvings Besiddelse.
Vi komme nu til de Episoder si Fru Ingers Historie, sum udentvivl mere end noget Andet have henledet hendes samtids Opmærksomhed paa hende, nemlig hendes Forhold til et Par navnkundige svenske Mænd, der tyede til Norge, den ene en i sin Tid agtet og anseet, men tilsidst ulykkelig Prælat, den anden en elendig Eventyrer, begge Rømningsmænd fra sit Hjemland.
Den yngre Sten Sture havde havt til Kantsler Dekanen i Vesteraas Kapitel, Hr. Peder Jakobssøn, der almindeligvis kaldes Peder Sunnanväder, et Tilnavn, hvorved han betegnes som en indsmigrende Mand, hvis sødlige Talemaader lignede den milde Søndenvind. Forøvrigt benævntes han dog ligesaa hyppig „Peder Kantsler“ efter sin forrige Stilling hos Sten Sture. Han havde nydt stor Tillid baade hos Sten Sture og hans berømte Hustru, Fru Christina Gyllenstjerna, og den sidste havde efter sin Mands Fald 1520 ei alene sendt ham i sit Ærinde til Polen, men ogsaa betroet ham Omsorgen for sin ældste Søn, Nils Sture. Efterat Gustav Vasa var kommen til Magten, vendte Hr. Peder og den unge Sture tilbage til Sverige. Den Førstnævnte valgtes nu til Biskop i sin Hjemstad Vesteraas, men denne Ophøielse blev af kort Varighed: Gustav Vasa, der i ham saa en hemmelig Fiende og en Tilhænger af de af ham frygtede Sturer, lod ham allerede i 1523 afsætte fra Bispestolen. Samme Skjebne fik en af hans forrige Kolleger i Vesteraas Kapitel, Dompresten Mester Knut, der endog havde havt Tilbud om Erkebispestolen, men afslaaet denne Ære; det hjalp ikke
