Sine og sin afdøde Ægteherres Gaarde og Eiendomme
synes Fru Inger for det første at have beholdt uskiftede.[1]
Og hun nøiede sig ikke med dem alene. Høre vi Intet om
hende i de Aar, hendes Mand, Rigshovmesteren, levede, faa
vi efter hans Død desto tydeligere Besked om, hvor myndig
og omsiggribende hun har været. En karakteristisk Ytring
herom undslipper engang hendes Svigersøn Vincents Lunge
i et Brev til Erkebisp Olaf af 30te April 1525. „Kjære
Herre, (skriver Hr. Vincents), vanter min Moder en gunstig
Herre for min Skyld, og er det saa, at hun sig ei vil i
nogle Sager sige lade, værdes Eders Naade mig det at give
tilkjende; vil jeg fremdeles med Skrivelse forskaffe, at hun
sig retlede skal“. Denne Ytring er ogsaa interessant, fordi
den viser os Hr. Vincents’s store Indflydelse over hende.
Hun har aabenbart i ham, der nu som Befalingsmand paa
Bergens Kongsgaard indtog den Post, som hendes egen Fader,
Broder og mange andre af hendes Slægt i sin Tid havde
beklædt, snart seet Familiens Støtte og Overhoved.
Hendes Lyst til Gods og Magt fandt strax en Gjenstand, som nok var værd at tragte efter, skjønt hun rigtignok aabenbart end ikke havde Skin af Ret til at begjære den. Det var det rige og mægtige Giskegods, hvis Besidder, Karl Knutssøn, var død 1520. Karl Knutsson, den i 1502 myrdede Knut Alfssøns Søn, havde i Christiern den Andens Tid fra Sverige, hvor han var opdragen ved Svante Stures Hof, tyet til Danmark formedelst Uenighed med sin Stifbroder,
den yngre Sten Sture, og havde af den danske Konge
- ↑ Dette antager ogsaa Chr. Lange, (Norske Klostres Historie, 2den Udg.)
Olaf Ingebrigtssøn, fik Thrøndelagen; mon ikke Hr. Nils Henrikssøn foruden de nævnte mindre Len tillige har havt dette Hovedlen lige til sin Død? At han tidligere har havt det, er vistnok givet.
