liggende fjelde, Elgåhogna og Svukustøten. De svenske ingeniører, som formodentlig havde ventet denne indrømmelse, vilde vistnok ikke ubetinget antage den nye norske linje, da de påstod, at almuen i Idre ikke vel kunde opgive så meget af sin skov, men tilbød dog at forandre sit tidligere forslag til en grænselinje, således at grænsen skulde trækkes fra Gløtvola østenom Fæmun og Svukustøten til Viglan, hvorved kun en del af den forlangte strækning vilde tilfalde Norge.
Efterat den hele grænse lige til Finmarken var opmålt, og derved et pålideligt materiale tilvejebragt for et endeligt opgør, forsamledes kommissærer fra begge riger i Strømstad 1749. Resultatet af disses arbejde var traktaten af 1751. Ved denne blev Østerdalens grænse, på de punkter, hvorom der var tvist, fastsat efter en linje, der såvidt muligt, lå midt imellem begge partere prætensions-linjer.[1] Derved fremkom den nuværende rigsgrænse, som fra Høljefaldet til Faksefjeld, hvor Særna begynder, går noget østligere end den ældste grænse og de svenske prætensions-linjer, men dog ikke så langt ind i Sverige, som den norske almue gjorde fordring på. Fra Faksefjeld til Herjehogna følger den nye rigsgrænse den svenske prætensions-linje fra 1741, men forlader så denne og går østen om Fæmun mere i Nord til Fulugutuvola (røs 140) og Vonsjøgusten (røs 144), hvor Idre ender og Herjedalen tager sin begyndelse. Ved denne linje havde kommissærerne i det hele taget været meget heldige med at drage grænsen efter den højeste fjeldryg, skønt denne dog ikke overalt har kunnet følges. Norge erhvervede derved tilbage
- ↑ Grænsetraktaten, hvis original opbevares i rigsarkivet, er særskilt trykt, samt derhos meddelt in extenso hos Jessen-Schardebøll, Det Kongerige Norge, s. 207–232, et udtog findes i Schous forordninger. [Wikikildens anmerkning: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
