get interesseret i at få ejendomsret til de store skove på Fæmuns østside, der for Sverige vare aldeles ubrugelige.[1] Der var derfor liden grund til at fremsætte nogen påstand på Idre og Særna, hvorimod meget talte for at benytte anledningen til at skaffe sig en grænse efter den højeste fjeldryg i stedet for at trætte med Sverige om et distrikt, hvorpå det snart havde hundredårig hævd, og fortolke Brømsebrofredens utydelige bestemmelser. Af denne grund var det også på forhånd pålagt de norske ingeniører, at de nok for et syns skyld skulde fordre Idre og Særna tilbage, men ikke medtage dem i opmålingen og for øvrigt ikke insistere videre derpå.[2]
Da de norske ingeniører i henhold hertil reserverede sit lands ret til Idre og Særna, vilde de svenske ikke høre tale derom, men fastholdt den gamle bygdegrænse, hvis nærmere løb vi tidligere have angivet.[3] Senere hen blev det imidlertid fra norsk side antydet, at man var villig til at frafalde enhver påstand på Idre og Særna, men at man i det sted vilde opstille en ny grænselinje fra Faksefjeld og nordover, hvorved et betydeligt stykke land østenfor Fæmun måtte tilfalde Norge. Denne linje skulde da først trækkes så langt i øst som til den mellemste Hersjø og på sit videre løb nordover føres en mil østenfor de på Fæmuns østside
- ↑ I særdeleshed gælder dette om Røros verk, hvis participanter også i en udførlig ansøgning forestillede nødvendigheden af at skaffe Norge landet østenfor Fæmun. Flere exemplarer af denne ansøgning findes i rigsarkivet.
- ↑ Kgl. reskript til generalmajor Rappe af 29 April 1740 i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 21.]
- ↑ De svenske ingeniører opgave i denne linje følgende grænsemærker: Vestre Faksefjeld – Bratfjeld – Kvamkella – Myrtuven på Drivfjeld – Midtskougs Knolle – Lislefjeld – Hundshøgden – Gløtvola – Fæmunstrømmen – Vargstrømmen – og midt efter Fæmun; derpå videre i Nord: Hestbejtåsen – Svartviken – Viglen – Ruten.
