delse 1 August 1738 på Hisøen i Kornsjøen mellem Båhuslen, Dalsland og Smålenene, hvor nu rigsrøs no. 1 er oprejst, og hvor den i 1661 foretagne opgang af grænsen mellem Båhuslen og Smålenene var afsluttet. Fra dette punkt begyndte begge rigers ingeniører forretningen nordover og kom i 1739 et stykke ind i Trysil, hvorfra arbejdet i 1741 fortsattes nordover. På den første del af denne strækning – fra Trysils begyndelse opstillede den norske almue en med grænsen af 1592 stemmende linje, hvorved den forsøgte at trænge sig ind på svensk grund.[1] Denne linje gik fra Søndre Høljefald over Grytefossen i Varåen, Hvithammer, Sandkildefos og langs igennem Kildegraven (omtr. ved røs no. 119–120.) Omvendt søgte den svenske almue at erhverve tilbage en del af det territorium, som Normændene i sin tid havde tilhævdet sig, i hvilket øjemed de imod de norske fordringer vilde opstille en grænselinje fra Nordre Høljefald over Strupefossen i Varåen, Båtestenen og Sandkilden, der skulde være en fra den norske Sandkilde forskellig lokalitet. En lignende uenighed herskede også om den rette grænse videre nordover fra Kildegraven til Faksefjeld, hvor atter hver part opstillede sin prætensionslinje. Over begge linjer optoges beskrivelser og karter for at fremlægges ved de forhandlinger, der efter opmålingens fuldendelse skulde afslutte grænsestridighederne.
Idet opmålingen fortsattes nordover fra Faksefjeld indtil Fæmunsjøens omgivelser, måtte der opstå spørgsmål, om man fra norsk side skulde gøre påstand på Idre og Særna og således også medtage disse i opmålingen, som derved vilde blive betydelig forsinket. De to små sogne, hvor der ikke boede mere end 47 familier, som for det meste levede af fæ og dyrevejde, kunde imidlertid blot have lidet værd for Norge, som derimod var me-
- ↑ Skrivelse fra generalmajor Fredr. Otto von Rappe til kongen af 21 Novbr. 1739 i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 21].
