det i deres egen interesse at hævde disse for Sverige, da de derved udestængte sine øvrige landsmænd og beholdt brugsretten for sig alene, som de, der havde forpagtet den af egnens lovlige herrer.
Den udvidelse af sit territorium hvorpå Østerdølerne nord ved Fæmun på den omtalte måde havde fået hævd, var dog noget usikker, idet den savnede den gensidige sanktion, som er nødvendig ved enhver grænse, og spørgsmålet således altid på ny kunde bringes på bane fra svensk side. Der blev heller ikke på lange tider gjort noget for at bringe orden i disse forhold. I slutningen af det 17de århundrede syntes der rigtignok en gang at åbne sig adgang til at få den nordligste del af grænsen nærmere bestemt ved en traktat, da der i 1690 blev nedsat en kommission, der skulde undersøge og fastsætte grænserne mellem Trondhjems amt og Herjedalen, hvilket igen vilde havt indflydelse på rigsgrænsens fortsættelse mod Syd indtil Solerøen. Men denne kommission trådte aldrig sammen, uvist af hvad grund; fra norsk side påstodes senere, at de svenske medlemmer ikke havde indfundet sig på det bestemte mødested. Resultatet blev således ikke andet end, at der blev optaget enkelte vidneforklaringer over denne del af grænsen, hvorimod der intet udrettedes med hensyn til selve hovedøjemedet, at fastsætte en nøjagtig rigsgrænse. Dermed stod alt hen indtil 1734, da der i den mellem Danmark-Norge og Sverige afsluttede allianse-traktat[1] også indtoges en bestemmelse om, at der inden tre år skulde være foretaget en regulering af grænserne mellem Norge og Sverige.
Denne grænseregulering kom virkelig istand, skønt rigtignok først efter udløbet af de tre år. Den tog sin begyn-
- ↑ G. F. Martens, Supplement au recueil des principaux traités &c. t. I, p. 224–225.
