lidt gik det ind i de flestes bevidsthed, at grænselinjen nordenfor Solerøen skulde drages noget østligere end Fæmunsjøen – først i Nordost til Svukustøten og derpå ret i Nord til Vigelskaftet.[1] Dog gaves der fremdeles dem, som bevarede erindringen om den gamle grænse og holdt på den, som den ene rette.[2]
Ganske anderledes stillede forholdene sig i syd for Solerøen, hvor den svenske almue var mere på sin post. Også her strejfede vistnok Østerdøler fra Trysil og Rendalen omkring i skovmarker og højfjeld og drev jagt og fiske langt østenfor Fæmun, bl. a. i Vurusjøen og Drevsjøen. Men de kunde aldrig gøre dette uden frygt for, at Idremændene skulde komme mandstærke over dem og jage dem bort. Således forklarede den 69-årige Østerdøl, Oluf Unsæt ved grænsevidnernes examination i 1741, at hans fader, der ved sin død havde været henimod 85 år gammel, havde fortalt, at da han en gang havde gildret ved den lille elv Sørka, der render på Fæmuns østside og fanget en bæver, vare Idrefolkene komne over ham og havde taget bæveren fra ham. Senere hen traf imidlertid denne familie en aftale med de svenske bønder i Idre, hvorefter de mod en årlig afgift fik tilladelse til at jage og fiske i deres skove, og fra nu af lå
- ↑ En 58-årig bonde forklarede i 1741 for grænsekommissionen, at han i sin ungdom (altså 1690–1700) havde hørt opgive følgende grænsemærker fra Faksefjeld og til Vigelskaftet (nu røs no. 126–147:) Sommersfjeldet i Fulufjeld – Bratfjeldet vest for Bergådalen – Kvanbækken – Midtskougs Knolle – Lislefjeld – Herjehogna – Gløtvola – Solerøen – Svukustøten – Vigelskaftet. [Grænsereguleringen, vol. XIX i rigsarkivet.]
- ↑ En 69-årig bonde forklarede i 1741 for grænsekommissionen, at han af gamle folk på over hundrede ar havde hørt opgive følgende grænsemærker: en røs øst i Hundshøjgden – Engerfjeldsli – Gløtvola – Fæmunskløven i Fæmuns søndre ende – Solerøen – en varde på østsiden af Fæmuns nordre ende.
