Idre og Herjedalen skal have gået en halv mil søndenfor Røåen, der falder ud i den nordlige del af Fæmun og endnu danner grænsen mellem det nordenfjeldske og søndenfjeldske Norge.[1]
Fæmunsjøen var således ved Idres og Særnas overgang bleven rigsgrænse mellem Norge og Sverige; på dens vestlige side havde Østerdølerne, på den østlige Herjedølerne og almuen fra Idre og Særna sit tilhold med jagt og fiskeri. At dette også officielt var anerkendt, som det rette forhold, og at Norge ikke regnedes længere mod Øst end til Fæmun, fremgår sikrest af den i 1658 foretagne opgang af de sydlige grænser for Trondhjems len efter dettes afståelse til Sverige; kommissærerne, som deltog i denne, afsluttede sin forretning ved Fæmunskleven i Fæmuns nordre ende og fastsatte intet grænsemærke på vandets østlige side, hvilket de nødvendig måtte have gjort, hvis de havde regnet denne med til Norge.[2]
I den følgende tid blev der imidlertid fra norsk side stadig gjort forsøg på at udvide sig mod øst over grænsen, hvilke også tildels lykkedes. Norske bønder nedsatte sig således på Fæmuns østside, på gården Nordviken, der senere altid har havt faste beboere, og for en tid ved Elgåens os, omtrent lige langt fra vandets nordlige og sydlige ende, medens Røros verk tiltog sig retten til at hugge i de derværende skove. Fra svensk side synes der aldrig at have været lagt hindringer i vejen for disse udvidelsesforsøg, og lidt efter
- ↑ Reise gjennem en Del af Norge i de Aar 1773, 1774, 1775 af Gerhard Schöning (Kbhvn. 1778), s. 64.
- ↑ De nordenfjeldske Begivenheder 1657–1660 ved Yngvar Nielsen, 47 flg. Jvfr. det ovenfor s. 208 anførte sted af De la Gardiska Archivet, hvor Fæmun omtales som grænse. På det i Dahlbergs Suecia antiqva et hodierna indtagne kart over Skandinavien ere begge bredder af Fæmun henlagte til Sverige.
