hvorfra den gik mere østlig end den i det 13de årh. fastsatte grænse til Kildegraven (nu røs no. 120), hvor Vermeland begyndte, derfra ret i vest over Sandkildefos i Trysilelven til Høljefaldet (nu røs no. 111) hvor den atter stødte sammen med den ældste grænse.[1] Det var for dette stykke, Tord Ørnulfssøn i 1403 ikke havde kunnet opgive bestemte grænsepunkter, hvilke nu bleve angivne af Østerdølerne på en måde, som ikke stemte overens med den ældste grænselinje, men tillagde dem selv besiddelsen af en del af de tidligere svenske grænseskove. Den svenske almue synes aldrig at have villet anerkende den sidste del af denne nye norske linje; men da den på samme tid synes at have glemt den oprindelige, kunde der ikke opstilles nogen, som havde bedre hjemmel for sig, og derved lykkedes det for Normændene at få ialfald en del af det omtvistede land mellem den gamle og den prætenderede grænselinje i tidens løb stiltiende anerkendt som norsk land.
Således stod forholdene, indtil Idre og Særna blev svenske. Efter deres frafald blev det meget vanskeligt at afgøre, hvad der skulde være den rette rigsgrænse på strøget nordenfor Våtdalsfjeld, idet der på denne kant efter 1645, som omtalt, ikke blev opgået nogen ny rigsgrænse. Hvis man ikke vilde erkende Sveriges ret til de to bygder, måtte men fra norsk side anse de i 1403 og 1592 opstillede linjer fra det nævnte punkt til Trolle-
- ↑ En meget dårlig afskrift i rigsarkivet [grænsereguleringen, pakke 2, vol. III, ad. no 202.] De seks mænd erklærede, at rette Raadmercke, saa vitt vor skoug grendser ind paa Swerige og intill Sollør Eyedeler ganger som effterfölger, Först som Serne skoug begynder ganger Raadet i Truldegrav, af Truldegrav i Kulboeaassen, af Kulboaaesen i Hermundz-aasen af Hermundz aasene i Fullumelige, af Fullumellige i Vaatdals field, af Vaatdals fiäld i benehog, af benehog i Kielde graf-ende af Kielde grav-ende i Sandkelde, af Sandkelde i Hvittehammer, af Hvittehammer i Hölige field, siden begynder Solørskougen.
