mærker, fremgår det dog tydelig, at den linje, som han op- gav, for Herjedalens vedkommende faldt sammen med den i Magnus Lagabøters tid fastsatte grænse, og sandsynligvis også for den del af Særnas grænse, som stødte til Elfvedal, (der indtil 1575 var anneks under Mora.) Her ophørte overensstemmelsen, idet den gamle grænse gik til det nordligere Falufjeld (Faksefjeld), medens Tord Ørnulfssøn trak linjen lidt sydligere til Våtdalsfjeld, hvorved Norge fik en ikke liden del af de skove, som tilhørte den svenske almue i Lima (nu eget præstegæld, men før 1616 anneks under Malung.) Dette var det sydligste grænsemærke, som Tord Ørnulfssøn bestemt angav; om grænserne videre løb mellem Vermeland og Solør vidste han kun, at den skulde ga til Gersesten imellem disse bygder.
Der hengik efter dette biskop Sigurds besøg i Særna næsten 200 år, forinden der atter høres om en fastsættelse af rigsgrænsen på det samme strøg. Da blev der i Juni 1592 af fogden over „Herjedalen“ [Hedemarken?] og Østerdalen, Morten Sigurdssøn optaget en forklaring om grænsen mod Sverige ved seks lagrettesmænd fra Trysil, Idre og Særna, da der var trang til nye grænsedokumenter, efterat de gamle for det meste vare ødelagte ved Svenskernes plyndretog i Hedemarken og Østerdalen under den nordiske Syvårskrig. Da denne grænseforretning neppe nogensinde er vedtaget fra svensk side, kan den ikke have havt retskraft for begge rigers indbyggere og får derfor sin største interesse, som et vidnesbyrd om den norske almues forsøg på at trænge sig ind over grænsen. Denne i 1592 prætenderede grænselinje tillagde nemlig atter Norge en ikke liden del af svensk grund foruden det stykke, som det havde fået sig tilkendt ved grænseforretningen 1403; den begyndte i Nord ved Trollegrav og fulgte derpå omtrent grænsen fra 1403 til Våtdalsfjeldet,
