ikke være tvivl underkastet, at den svenske regering ikke agtede at opgive disse bygder med det gode, hvorfor forsøget heller ikke for det første blev gentaget. Men dermed var det dog ikke den dansk-norske regerings hensigt at lade sagen bero. Da Frederik III i 1657 endelig antog, at øjeblikket var kommet til at genvinde de forhen afståede landskaber, var også de svenskes bemægtigelse af Idre og Særna en af de grunde, som anførtes i hans krigsmanifest.[1] Krigslykken fulgte imidlertid ikke hans våben, og i stedet for at genvinde det tabte måtte han afstå fire af sine rigers bedste provinser. Der var således nu ingen mulighed for at erhverve Idre og Særna tilbage, uagtet rigtignok Frederik III i 1660 lod sine underhandlere nedlægge påstand derpå.
Under den skånske krig syntes der på nyt at tilbyde sig en lejlighed til at vinde de to bygder for Norge, da den bekendte partigænger, Folkersahm foretog et tog derhen; men indbyggerne vare nu blevne så svensksindede, at de ikke kunde bevæges til frafald.[2] I freden i Lund 1679, hvor Idre og Særna ikke udtrykkelig nævnes, blev der indtaget en bestemmelse om nedsættelsen af en kommission for det tilfælde, at nogen del af rigsgrænsen ikke skulde være nøjagtig bestemt; men en sådan kom aldrig istand. Senere hen påstodes det fra dansk og norsk side, at man ved denne bestemmelse havde forbeholdt sig sin prætensionsret til Idre og Særna. Ved fredsforhandlingerne i 1720 synes der ikke
- ↑ Holberg, Dannemarks Riges Historie, (udg. af 1754) III, 229. Jvfr. Jus feciale armatæ Daniæ (1657) og Manifest, auss was erhebliche Uhrsachen etc. (1657.) P. W. Becker, Samlinger til Danmarks Historie, I, 181.
- ↑ Anno 1674 (?) capitaneus Norvegorum Folkersamius frustra Sernenses ad defectionem instigaverat, licet vi ommiumqve internecione ipsis denunciata. Holenius, l. c. pag. 25.
