at have været tale om disse to bygder, på hvilke Sverige således måtte antages at have fået hævd.
Den grænse, som indtil 1645 skilte mellem de to kongeriger, Norge og Sverige, var i alle væsentlige punkter overensstemmende med den, som var fastsat i Magnus Lagabøters dage. Fra det punkt, hvor Østerdalen tog sin begyndelse, omtrent ved de nuværende rigsrøser, no. 109–111, gik denne gamle grænse noget mere vestlig end den nuværende, som den overskar ved Faksefjeld. Derfra gik den gamle rigsgrænse mod Øst mellem Særna og Dalarne til Trollegrav, hvorfra den på sit videre løb omtrent faldt sammen med Herjedalens og Jæmtelands nuværende sydlige landskabsgrænse.[1] Senere var der ikke foretaget nogen ny befaling og fastsættelse af den hele rigsgrænse under et. Derimod var der ialfald nogle gange afholdt forretninger over en enkelt del af rigsgrænsen.
Dette skede først i 1403, da biskop Sigurd af Hamar visiterede i Særna og med det samme afhørte vidner om rigsgrænsen. Der fremtrådte ved denne lejlighed en bonde fra Herjedalen, ved navn Tord Ørnulfssøn, som afgav en forklaring om den rette grænse mod Sverige fra Herjedalen og
- ↑ P. A. Munch, Det norske Folks Historie, IV, 1, 646–650, P. A. Munch, Samlede Afhandlinger, udg. ved Gustav Storm, I, 212–223; Norges gamle Love, II, 487–491; Annaler for nordisk Oldkyndighed, 1844–45, s. 147–192 og 1846, s. 150–167; G. Munthes anmærkninger til Aalls oversættelse af Heimskringla, I, 2. En i midten af det 17de årh. tagen afskrift af dette samme gamle grænsedokument findes også i Thottske saml. 748 fol. pag. 65–68 på det kgl. bibl. i København. Jvfr. N. Nicolaysen, Norske Magasin, I, xxx.
