nogen tid efter indløb underretning om, at de norske kommissærer havde indfundet sig på det fastsatte mødested til bestemt tid uden at træffe de svenske, måtte det være klart, at den svenske regering aldrig havde havt til hensigt at lade modet komme istand, og derfor med forsæt havde ladet indløbe en skrivfejl i det første brev. Denne anvendte list var plump; men det lykkedes dog ved den at skyde den hele forhandling tilside. Imidlertid spillede dronning Kristina den begyndte komedie fuldt ud og lod – tilsyneladende i god tro – sine egne kommissærer fremmøde ved grænsen til den tid, som hun nu påstod at have opgivet. I slutningen af Juni måned indfandt de sig i Herjedalen, hvorfra de sendte en skrivelse til de norske, hvem de foreslog at mødes på Fulufjeld. Dette brev blev, da Reichwein alt forlængst var rejst hjem, sendt efter lige til Kristiania, hvor det modtoges af Nils Lange, som svarede tilbage, at han ikke kunde indlade sig på nogen ny forhandling, forinden begge regeringer havde givet sit samtykke dertil.[1] De svenske kommissærer traf således ingen af de norske på mødestedet, men gjorde dog i dagene fra den anden til den fjerde Juli en tur op på fjeldet og beså Fulufjeld og Drivfjeld (nu grænserøs no. 131 og 132) mellem Særna og Trysil, hvor de fandt, at de rette grænsemærker burde være, som Gud och naturen emellan begge desse loflige kongeriken, Sverige och Norrige lagt hafwa.[2]
Da også dette forsøg på at erhverve Idre og Særna tilbage ad underhandlingernes vej var mislykket, kunde det
- ↑ De svenske kommissariers skrivelse, dat. 27 Juni og Nils Langes, dat. 20 Juli 1649 findes begge i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II], hvorhos den sidste i latinsk oversættelse er trykt i Responsio ad duo scripta Danica, bilag XXIII.
- ↑ Et uddrag af de svenske kommissærers protokol er trykt i De la Gardiska Archivet, utg. af P. Wieselgren, XI, 116.
