Efter dette uheldige forsøg kunde der neppe være noget
at håbe af en fornyet henvendelse til de lokale auktoriteter.
Man måtte nu, hvis man fremdeles vilde reklamere Idre og
Særna, gå den diplomatiske vej gennem den dansk-norske
resident i Stockholm. Også dette blev forsøgt, uagtet de
politiske forhold kun stillede sig lidet gunstige for en henvendelse
af denne art. Den daværende resident i Stockholm,
Peder Juel var en instrueret og dygtig mand, der indtager en
hæderlig plads mellem de ældre danske diplomater. Særlig
hevde han, som man kan se af hans endnu bevarede håndskrevne
samlinger, stræbt at skaffe sig de bedste oplysninger
om grænserne mellem Norge og Sverige og var således neppe
aldeles ubekendt med det spørgsmål, hvorom der nu var tale.
Ved nytårstid 1648 modtog han så Kristian IV befaling til
at opfordre dronningen af Sverige til at tilbagelevere Idre
og Særna; men den tilbageholdne måde, hvorpå han udførte
denne beitning, viser, hvor lidet han ventede sig af et sådant
skridt. Dronningen vilde heller ikke høre om nogen afståelse,
men svarede blot, at fredstraktaten hjemlede hende alt, hvad
der af Herjedalen lå på den svenske side af fjeldryggen,
deriblandt også Idre og Særna, da man ikke kunde tage
hensyn til, under hvilket len de tidligere havde ligget.[1]
Medens disse forhandlinger førtes, var Kristian IV død og efter nogle måneders interregnum hans søn Frederik III valgt til konge. Blandt det, som denne tog i arv efter sin forgænger, var også striden om Idre og Særna, som han ikke lod hendø. Et af Frederik III’s første skridt, som konge
- ↑ Peder Juels memorial af 17 Januar 1648 og dronningen svar af 16 Febr. s. å. i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ II.] Jvfr. L. Holberg, Danmarks Riges Historie, III, 48 flg.
[grænsereguleringen pakke 1, vol. II] og i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ (II) 131] dels in originali, dels i afskrift.
