afsted dermed for at oplæse det fra prædikestolen i begge kapeller, i Idre og i Særna. Han udførte også sit ærinde, 19 Maj i Særna og 20 Maj i Idre; men udfaldet blev det samme, som af de foregående forsøg. Dog fandt almuen det nu rådeligst at sikre sig for alle muligheder og medgav derfor prestens søn, da han forlod dem, en erklæring under 8 mænds signeter og en mands hånd udaf samme bøjgdelaug, som kan læse og skrive, hvori de gentog sine tidligere forsikringer om, at Svenskerne havde tvunget dem til at sværge sig troskabsed, og at de med glæde vilde anerkende sin gamle konge, hvis han blot kunde forsvare dem mod de Svenske.
Den norske prestesøns besøg i Særna, og hvad derunder var foregået, blev ikke ubekendt i Sverige. Presten i Elfvedal blev urolig over, hvad følgen deraf kunde blive, da han ikke anså Særnafolkets troskab for aldeles pålidelig, og indberettede det passerede til landshøvdingen i Fahlun, på den tid Johan Berndes, en mand, der navnlig har erhvervet sig et navn ved de store fortjenester, som han indlagde sig af Dalernes bergverksdrift. Denne svarede presten, at han ikke vel knude tænke sig, at det var Hannibal Sehested selv, som havde skrevet det åbne brev, da dette stred mod fredstraktaten; men for det tilfælde, at der skulde gøres noget nyt forsøg enten af presten i Elverum eller af andre på at opvigle almuen eller holde nogen forsamling, skulde vedkommende straks sættes fast og føres til ham. Ligeledes vilde enhver, der måtte driste sig til at hjælpe de norske udsendinge med skyds eller på andre måder, blive draget til ansvar, hvorfor også lensmanden selv, der havde skaffet Elverumsprestens søn skyds, skulde svare for denne sin dristighed. Derimod kunde presten meddele almuen, at den kunde udi alt andet, som ikke lænder hendes kongelige majestæt og rigens råd eller rigens fordring og afskeden til men og præju-
