sig bestemt på at holde ved sit nye fædreland, og presten måtte rejse tilbage igen med uforrettet sag.[1] Et nyt forsøg fra fogdens side på at indkræve skatten mislykkedes ligeledes, idet almuen nu undskyldte sig med, at Svenskerne med vold og trusler havde tvunget dem til frafald, og tillige fortalt dem, at herrerne udi Danmark såvelsom udi Sverige haver sig så forligt, at de for fremtiden skulde høre til det sidste rige til evindelig eje, hvilket også dronningen selv havde forsikret den mand, som de havde sendt til hende for af hendes egen mund at høre sandheden. Med denne undskyldning måtte fogden foreløbig lade sig nøje; men han indberettede sagen til sin overøvrighed, statholderen Hannibal Sehested, der tillige var befalingsmand over Akershus slot og len.
Hannibal Sehested befandt sig, da han modtog fogdens skrivelse, i København, hvorhen han var rejst for at deltage i det danske rigsråds årlige sammenkomst ved herredagen i 1646. Herfra udstedte han da et åbent brev til almuen i Idre og Særna, hvori han erklærede, at han ikke troede noget på deres udflugter, men blot anså disse for opdigtelser, hvorfor han nu bestemt opfordrede dem til at vende tilbage til sin pligt og den lydighed, som de skyldte Norges krone, hvis de ikke vilde udsætte sig for tiltale ved næste norske herredag og blive straffede. Dette brev blev tilstillet fogden, som lod en søn af presten i Elverum, der var student, drage
- ↑ Ved grænsebefaringen i 1741 forklarede et af vidnerne, som den gang var 58 år gammel, at hans fader, der var død 1700 i en alder af 72 år, altså født 1628, havde fortalt, han godt kunde erindre den tid, da Særna lå under Norge, og at den daværende Prest udi Elverum, Hr: Alexander Borch en lang Tid, efterat berørte Bøigd var kommen under Sverige, bad endnu af Prædikestolen for samme sine forrige Tilhørere. Protokol i rigsarkivet [grænseleguleringen, vol. XIX.]
