såvidt befindes af bemeldte Herjedalen at ligge på den svenske side ved fjelden. Da Idre og Særna aldrig havde udgjort nogen del af Herjedalen, der hørte under Trondhjems stift og len, skulde de følgelig efter traktatens ordlyd atter være tilbagegivne til Norge, endskønt der ikke i denne var indtaget nogen udtrykkelig bestemmelse derom.[1] Når der desuagtet ikke fra svensk side gjordes noget skridt til at opgive de to sogne, var vistnok dette især, fordi man håbede, at den dansk-norske stats kræfter efter krigen vare så medtagne, at dens regering ikke med kraft kunde foretage noget for at påtale sin ret, og at den ikke af hensyn til et så afsides distrikt turde udsætte sig for et fredsbrud. På gyldigheden af den påstand, at Idre eg Særna hørte med til Herjedalen og derfor vare indbefattede i dette landskabs afståelse, har vel ingen for alvor troet.
Det var dog lidet rimeligt, at man fra norsk side med rolighed skulde se på, at nabolandets regering på denne måde uden videre satte sig i besiddelse af to hele sogne, og protesterne udeblev da heller ikke. Presten i Elverum, herr Alexander Borch måtte, inden lang tid var hengået, blive vidende om det passerede, og ligeså fogden, Kristen Jenssen; den sidste sendte endnu, forinden freden var genoprettet, bud til de frafaldne bygder om, at almuen skulde sende nogle af sin midte til ham med skatten; men der indfandt sig ingen på denne opfordring. Efter fredsslutningen drog presten selv til Særna, hvor han oplæste fredsbrevet for almuen og opfordrede den til at vende tilbage til sin pligt mod Norges krone; men heller ikke dette frugtede det ringeste, da almuen viste
- ↑ I cessionsbrevet for Jæmteland og Herjedalen nævnes ikke Idre og Særna; heller ikke bleve de overdragne til Sverige af de norske kommissærer, der forestod overleveringen af de to nævnte landskaber. Jvfr. Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, V, 478.
