kunde være tale om at overgive til et andet land. I December 1645 blev en af lensmandens stedsønner, Per Erikssön sendt til Stockholm, hvor han på almuens vegne for dronningen gentog den troskabsed, som allerede det foregående år i Marts foreløbig var aflagt for landshøvdingen. Ved denne lejlighed fik Per Erikssön for sig selv en af de fire gårde i bygden, som havde tilhørt den norske krone,[1] ligesom også dronningen bevilgede almuen i Idre og Særna frihed for soldatudskrivning og bestemte, at de skulde sogne til Elfvedalen, hvis prest allerede om høsten 1644 af konsistoriet foreløbig havde fået anmodning om at være deres sjælesørger. Nogle år senere fik de to sogne sin særskilte prest, som da de ikke havde råd til at underholde ham alene, erholdt en mig understøttelse af det offentlige. Selv med dette tilskud var dog hans stilling i økonomisk henseende ikke misundelsesværdig, hvorhos også den genstridige almue længe voldte sin sjælesørger mange vanskeligheder. Endnu så sent, som i 1664 vilde således bønderne ikke indfinde sig til kirke mere end tre gange om året, på samme måde, som de havde været vante fra gamle dage af.[2]
Idet den svenske regering på denne måde indrettede sig som herre i Idde og Særna, satte den sig aldeles udover den i mellemtiden afsluttede fred i Brømsebro, i hvilken disse bygder ikke omtaltes mellem de norske landskaber, som ved den lejlighed bleve afståede til Sverige, idet der i fredstraktaten (artikel XXV) kun nævntes Jæmteland med Herjedan inclusive,
- ↑ Ifølge en optegnelse i det danske gehejmearkiv [samlingen „Sverige“ (II) 131] hvorover Peder Juel har skrevet. Cronens och Odels gods udi Irre og Zerne sogner, udgjorde krongodset ialt hud, 4 kalveskind, 1 gang hestesko og 57 gedeskind, – odelsgodset 22 huder og 4 skind.
- ↑ Joh. Fr. Muncktell, Westerås stifts herdaminne, II, 359 og 379.
