døbte børn. Der var da hengået så lang tid, siden presten i Elverum sidste gang havde besøgt bygden, at enkelte af de børn, som nu fremstilledes til dåben, vare blevne så store, at de selv tog med presten i hans bog, hvorved et af dens blade blev revet i stykker.[1]
Dagen efter denne gudstjeneste begav herr Daniel og hans Dalekarle sig på hjemvejen. Ved Elfvedals kirke opløstes skaren; kun tre af deltagerne, tillige med tre af de norske bønder, en fra Idre, en fra Særna og en fra den imellem disse liggende grænd, Hede, ledsagede herr Daniel videre til landshøvdingen på dennes gård Ornäs, hvor han aflagde beretning om udfaldet af sit tog. Her svore også de tre bønder fra de nyerhvervede sogne på almuens vegne troskab mod Sveriges krone. Til belønning for sit forhold ved denne lejlighed fik senere herr Daniel en dotation af 12 tønder korn om året og blev i 1653 befordret til Kumla pastorat i Westmannland, hvor han 1677 døde i embedet i en alder af otte eg sytti år.[2]
Efterat almuen i Idre og Særna således havde anerkendt Sveriges herredømme, betragtedes de af den svenske regering uden videre som dens retmæssige undersåter, hvem det aldrig
- ↑ På det iturevne blad blev senere skrevet: Dette blad blef sönderrifvit i Särna Capell den 25 Martii 1644 af de barnen, som då døptes och wåro til alder komne, christnade af herr Daniel Bushovio, som orten indtog. Abr. Hülphers, Dagbok öfver en resa genom Stora Kopparbergs län (Westerås 1763) s. 203 og 236. Hvad der fortælles om, at der ved samme lejlighed også blev døbt enkelte voksne, grunder sig på en misforståelse. Samlinger til det norske Folks Sprog og Hietorie, VII, 470–472.
- ↑ Den fuldstændigste beretning om toget til Særna findes i Den Swenska Fatburen, fjerde öpningen, no. 7 flg. (udg. af Erik Ekholm, Sthlm. 1768.) Jvfr. Hülphers, l. c. 225–228, (udg. af Erik Holenius, Dissertatio academica de Dalekarlia (Ups. 1722), s. 24.
