tragtning, at deres eget antal var så lidet, at de alene af den grand ikke vel kunde tænke på at optage en kamp mod en fiendtlig styrke, hvor ubetydelig den end var, selv om de havde havt mod og lyst til at vove en sådan. Men også herpå synes det at have skortet. Folket i Idre og Særna havde så lidet samkvem med sine landsmænd i Trysil og Elverum, at de følte sig omtrent ligeså nær Dalernes bønder, med hvem de visselig havde mange forbindelser.[1] Særlig omtales bygdelensmanden, Peder Olufssøn, der synes at have havt stor indflydelse over almuen, som en meget sveneksindet mand.
Da herr Daniel lod almuen samle sig og oplæste for dem sin fuldmagt, var det derfor ikke tvivlsomt for dem, hvad valg de skulde træffe, og uden forsøg på modstand fulgte de herr Daniels opfordring til at opgive sit gamle fædreland og give sig under den svenske krone. Sjelden eller aldrig er vel en erobring foregået på en så fredelig måde som denne, uden nogen voldsomhed og blodsudgydelse. Efterat herr Daniel således havde udført det hverv, som var ham overdraget af hans verdslige øvrighed, vilde han også varetage sine gejstlige pligter og holdt 25 Marts prædiken i Særna kapel, hvor han med det samme uddelte alterens sakramente og
- ↑ I en skrivelse til biskop Dorph, der findes mellem de grænsereguleringen vedkommende dokumenter i rigsarkivet berettes endog, at der i sin tid før 1644 skulde være oprettet en particulier Accord mellem presterne i Elverum og Elfvedal, hvorefter den sidste i behøvende Fald skulde kunne forrette gudstjeneste i Idre og Særna. Dette er dog meget usikkert – I dette årh. fremhæves det derimod af svenske forfattere, at Særnafolket står i livligere forbindelse med Norge end med Dalarne. Jvfr. Säves afhandling om Dalfolket i Nyt (dansk) hist. Tidsskrift, I, 554.
1577 i statholder Povel Huitfeldts stiftsbog fol. 179, b i rigsarkivet [Kristiania bispearkiv, 2 k]. Under Kalmarkrigen viste almuen i Idre og Særna sig heller ikke fra nogen glimrende side, da de i 1612 af tre svensker lod sig overtale til at give Sverige brandskat. Norske Samlinger (in 8vo) II, 282 flg.
