och rätt, så högt som någon tid de andre H: K: M:s och Sweriges Cronos undersåtare sker, såsom och erhålla dem, näst gudstjensten med alla goda wilkor och privilegier. Men hvis Særnafolket mod al forventning ikke vilde underkaste sig, da skulde de dem besöka med eld och swärd, tracterandes dom, som fiender anstår, låtandes komma på dem sjelfvom den blods utgjutelse, som sålunda igenom ens och annars obetänksamhet kunde förorsakas.
Den styrke, hvorover herr Daniel kommanderede, bestod af omtrent 200 mand, som alle vare forsynede med ski. Bevæbningon var derimod højst uensartet, efter enhvers lejlighed; nogle havde bøsser, andre stålbuer, atter andre spyd. Presten selv drog afsted med en uhyre musket, som endnu forevistes i midten af forrige århundrede. Om morgenen 18 Marts foregik opbruddet fra Elfvedals kirke; i det samme den lille hær satte sig i bevægelse, indtraf der et uheld derved, at en del krud blev antændt ved uforsigtighed og forbrændte lensmanden i ansigtet, så at han ikke videre kunde deltage i toget. Herr Daniel blev således den eneste anfører; med ham fulgte foruden de 200 bønder en gammel soldat og Elfvedals klokker.
Vejen fra Elfvedal til Særna, den sydligste af de to bygder regnedes for otte mile, men var så besværlig, at herr Daniel og hans 200 mand brugte fire fulde dage, før de nåede frem, og det, uagtet vinteren havde lagt bro over elve og myrer. Først om morgenen 22 Marts stod de ved Særna kirke. Bygdens folk havde neppe ventet noget angreb og ialfald ikke belavet sig på forsvarsmidler, uagtet deres fædre i Syvårskrigens tid havde havt besøg af et fiendtligt strejfparti, som endog havde plyndret deres kirker, hvor kun en messingkalk var bleven levnet.[1] Det må dog også tages i be-
- ↑ Denne plyndring kendes kun af en kort notits, dateret 29 August
