Norge og inde på den svenske side af fjeldryggen, at forbindelsen mellem dem og moderlandet kun var en ganske løs.
Da Peter Kruse meddelte Dalekarlene denne sin plan at gøre et tog til Norge, fandt han dem heller ikke uvillige til at foretage et sådant tog mod sine naboer på den anden side af grænsen; men de kunde dog ikke rigtig bestemme sig, sålænge de ikke havde fundet en anfører, med hvem de kunde være fornøjede. Ti ingen av dem, som landshøvdingen foreslog, var kendt af bønderne. Men da han derpå overlod valget til dem selv, bestemte de sig øjeblikkelig uden vakling for kapellanen i Elfvedals pastorat, herr Daniel Johannis Buschovius, en af almuen meget afholdt mand, der havde alles tillid. „Fåm vi vårom Daniel med oss, så farom vi gladom åstad“– var almuens erklæring. Herr Daniel blev da hentet til prestegården i Mora, hvor landshøvdingen opholdt sig, og af ham og provsten over Øster-Dalarne, herr Olaus Andreæ Dalecarlus på det mest indtrængende anmodet om at påtage sig anførselen over toget. I begyndelsen havde herr Daniel kun liden lyst til at overtage det ham tiltænkte hverv, da han ikke fandt dette overensstemmende med sit embede; men omsider måtte han dog give efter og samtykke i at være Dalekarlenes anfører på deres tog.
Landshøvdingen lod derpå udgå stævning til almuen i Elfvedals og Venjans sogne og Oxberg by i Mora, at de skulde møde ved Elfvedals kirke, forsynede med våben og den nødvendige niste. Ved dette mødested indfandt han sig også selv og udstedte her under 14de Marts sin fuldmagt for herr Daniel og lensmanden, Lars Olsson, der skulde være togets anden anfører. Ifølge denne fuldmagt skulde de tilbyde dem i Särna och de bygdelagen fred og sikkerhed, såfremt de frivillig vilde give sig under svensk herredømme, utlofwandes på sådant sätt att wilja hålla dem under lag
