I 1644 under Hannibalsfejden blev det af dronning Kristina pålagt den daværende landshøvding i Dalarne, Peter Kruse til Ornäs at holde vågent øje med Normændenes foretagender og undersøge, hvorvidt der fra deres side påtænktes noget angreb mod denne svenske provins, samt derhos selv forberede et indfald i Norge. De samme grunde, som forhindrede, at man fra norsk side kunde gå angrebsvis tilverks på disse kanter, bevirkede imidlertid også, at der heller ikke fra svensk side kunde blive tale om noget større foretagende mod de til Dalarne stødende norske bygder, idet der mellem begge lå milelange strækninger af vilde skovmarker og ødefjeld, som omtrent gjorde det umuligt at foretage noget krigstog fra det ene land til det andet. Derfor besluttede også Peter Kruse at indskrænke sig til et mindre foretagende mod de to fremskudte norske bygder, Idre og Særna, der lå omtrent midt inde i grænseskovene, langs den række søer, som dannes af den østre Dalelvs vasdrag. Disse to små bygder eller snarere grænder vare dengang, som kapelsogne eller annekser henlagte under Elverums prestegæld og hørte i verdslig henseende til Hedemarkens og Østerdalens fogderi under det store Akershus len, men lå dog så langt fra det øvrige
