ham derfor.“ Jeg meente Nei og sagde: „Hvad? skal jeg føre saadant igjennem Landet? Det gjør jeg ikke.“ „Jo,“ sagde Fogden, „det er Landsens Viis, I maa takke ham, I skal ikke have videre Omsorg derfor.“ Saa takked jeg, og vi reiste derfra til Sundset til Lensmanden udi Meldalen. 10 Novbr. fra Meldalen til Rømme i Ørkedal, 4 Mil. Underveis førte han mig frem paa adskillige Steder; paa Bredset var det ligesaa om Risbiten, hvilket Navn jeg havde forglemt. Da sagde jeg til Anders Mortensen: „Siger ikke denne Mand ligesom den anden?“ Han sagde ja. „Nei,“ sagde jeg, „det er ligesom det var overlagt til Optrækkeri, jeg vil ikke have med saadant at bestille.“ „Nu nu,“ sagde han, „kær Jer ikke derefter, men tak Manden, jeg skal give Eder Penge derfor, ja det kan jeg have Forstand paa.“ Jeg takked, og vi reiste. Paa Kobberverkets Grube førte han mig; hvor jeg fandt for mig en meget smuk Mand og hans Kvinde, hed Hans Henriksen, hun Mette. Dog forinden var vi om Formiddagen i Præstegaarden, men Præsten Hr. Melchior[1] var ei hjemme, men henne og beretted et sygt Menneske. Vi reiste fra Gruben til den Sted, hvor de smelter Kobber, der var og en brav Mand, nemlig Frederik Jochumsen, hans Kvinde Elisabeth. Strax vi kom, traktered han os med Mjød og Brændeviin og udspurgte, „hvad I var for en Person.“ Da Fogden det sagde, vilde Ingen tro det, førend siden. Da spurgte hun saa sagte Fogden, hvor gammel jeg var. Han sagde: „Jeg veed sandelig ikke.“ Da sagde hun sagte: „Spør ham.“ Han sagde til mig: „Denne gode Matrone vilde gjerne vide Eders Navn og Alder;“ Jeg svared Navnet, og „hvad min Alder angaar, da er jeg ikkun
- ↑ Denne Hr. Melchior Augustinussen hørte til sin Tids lærdeste Præster og har efterladt vigtige historiske Optegnelser, see mit Skrift Throndhjems Stifts geistl. Hist. 118–119.
