Mand og gav sig i Tale med mig, var vant med mange Reisende, fik Gjensvar af mig, men jeg nævnte ikke, hvem jeg var. Omsider sagde han til bemeldte Matthies saa sagte (det jeg hørte, som de ikke gav Agt paa mig): „Udentvivl maa denne Reisende være den nye skrivers Tjener, eller han er det selv, dog seer han ikke ud dertil, gaa strax til Fogden og bed ham komme hid og sig ham, hvad du hører og seer.“ Fogden kom strax og hans anden Tjener Lars Ottesen. Da lod jeg ham see mit Reisepas. Saa blev der en nærmere Hilsen paa, sigende til Lensmanden: „Her bliver intet Thing dennegang, lad ikkun Almuen gaa bort og bestil strax fem Heste, to til denne gode Ven, den ene til Kløv, og tre til mig og Tjenere.“ Imidlertid spurgte han mig, om jeg ikke havde den nye norske Lovbog med mig. Jeg svared: „Ja, men min Kløv kommer strax.“ Da den kom, fik han den at see, ledte han efter den Post og fandt, at der staar: Hvilken Foged, der lader Skatten igjen staa over et halvt Aar, saa haver han ingen Prioritet for Andre. Da nu Hestene var komne, reiste vi til Sundset, er 3 Mil.
Men først, da vi kom til Stuen, en Gjæstgivergaard, sagde Manden Hellu til Fogden: „Husbond, hvad er det for en Karl, Du fører med dig.“ Han svared: „Det er vores nykomne Skriver.“ Hellu sagde: „Det kan ikke være, du gjækkes med mig.“ Da maatte Fogden sværge derpaa, det var saa. „Ja til Lykke,“ sagde han med videre, og iblandt Andet med mig: „I maa ikke forsmaa en Risbit[1] i Foræring.“ Jeg spurgte Fogden: „Hvad siger han, jeg forstaar ham ikke.“ Han sagde: „Han forærer Eder en Buk.“ „Hvad? En Gjedebuk?“ Han sagde: „Ja, I maa takke
- ↑ Risbit: „aarsgammel Buk eller Væder“. Omtales hyppig i Lensregnskaber o. s. v., se f. Ex. Norske Saml. 8vo 2, 112 og Meddelelser fra Rigsarchivet, I, 235.
