gik hen og tog Afsked med mine Kammerater og Bekjendte i Gaarden. Jeg fik Bud at tale med Jomfru Stuart, jeg kom til hende, hun spurgte mig, naar jeg skulde reise, jeg svared: „Om faa Dage med et Skib til Christiania, alene jeg gaar nu hen til Cancelliet at løse mit Kongebrev paa Bestillingen.“ Hun sagde: „Skal I ikke have det frit?“ „Nei, jeg ikke mere end andre.“ Da sagde hun: „Ja, bi lidt, Grevinden vil have Bud med Eder, hvor meget skud det koste?“ Jeg sagde: „20 Rigsdaler.“ Strax kom hun ud igjen og kasted 20 Rigsdaler i min Hat og sagde: „Dem forærer Grevinden Eder til Eders Bestalling.“ Jeg gjorde min ydmyge Taksigelses Reverence derfor og gik min Vei fornøielig.
Statholder Guldenlew spurgte mig: „Naar skal I reise?“ Jeg sagde: „Skipperens Ordre er, at jeg skal indfinde mig paa Skibet imorgen.“ Han sagde: „Ja jeg vil have et Brev med til Zacharias Lemfort, han skal sende mig noget Øl fra Christiania, som sædvanligt.“ Ydermere sagde den naadige Herre: „Sig til Secretaire Wilken, at han skriver Eder et Pas paa to Heste, som I kan betjene Eder af, naar I kommer paa de norske Grændser, men I maa Ingen sige det her i Staden, thi da skulde jeg faa formegen Overløb, helst efterdi at fri Fordringskab er forbuden i Norge.“ Jeg underdanigst takkede.
7 Octbr. om Morgenen, da han gik i Haven i sin Slaabrok og saa sig om, gik jeg ud til hannem med min underdanige Respect, beretted, at jeg havde nu faaet Brevet og Reisepasset, som jeg underdanigst takked for, og om han endnu havde videre at befale, og derhos underdanigst recommenderede mig fremdeles udi hans stedse værende Naade. Han sagde: „Ja, skikker Eder vel, saa bliver I vel betænkt med noget bedre.“ Derpaa bukked jeg mig og gik ud af Haven. Samme Dag forføied jeg mig ud til Toldboden, efter at jeg havde taget Afsked med Bekjendte der i Hoffet. Da
